Ankomst, Delhi

Jeg vidste, at jeg skulle have en pre-paid taxa fra lufthavnen til togstationen i Delhi, men derfra var mine planer måske lovligt uklare. Min taxachauffør hed Rajan, og han var god til både at smile og snakke med mig, samtidig med at han kørte Ambassador-taxaen. Jeg troede folk dyttede ad ham, fordi han kastede sig ud i den ene halsbrækkende manøvre efter den anden, til det gik op for mig, at det var ham der dyttede for at signalere halsbrækkende manøvrer.

Han mente, at jeg nok skulle omkring turistkontoret for at få fat i en turist-kvote-billet, men jeg tænkte det ville gå at troppe op på stationen. Han foreslog også at køre mig hele vejen til Dehradun, men vi blev hurtigt enige om, at det var noget billigere med en togbillet. Alt ved Rajan var venligt og muntert, og jeg var lidt ærgerlig over at tage afsked med ham ved New Delhi Railway Station.

Hvad jeg nåede at se af stationen var ikke helt som jeg havde ventet. To høje gitterlåger på klem udgjorde indgangen til en grusplads, der førte hen til noget der lignede en stor lade. Til venstre for laden var en kæmpe stentavle med oplysninger om de forskellige afgange. På sanskrit. Et mindre skilt forklarede, at det var nødvendigt at udfylde en reservationsblanket, som kunne findes i "cloak room". Cloak room var et lille skur til højre for laden, og da jeg stod foran det, kom en stor smilende mand ud. Han var meget hjælpsom, hvilket jeg i situationen værdsatte. Manden forklarede, at han selv var fra Dehradun, og at toget gik 15:30. Han hjalp mig med at udfylde min reservationsseddel og fortalte så, at jeg for at få min turistbillet måtte omkring turistkontoret. Da det turistkontor han henviste til ikke var på mit Delhi-kort, fandt vi en kortsælger, som havde et kort hvor adressen fremgik. Jeg stod på en rickshaw til 20 rupees og blev sat af ved N-block Connaught Place og ført til turistkontorets dør.

Jeg har arbejdet en del på kontor, og jeg har været på en del turistkontorer, men jeg har aldrig set et turistkontor som dette. Lidt usselt, meget småt, med alt for mange ansatte, uden en egentlig skranke eller en stander med brochurer. Kontoret har vel haft et samlet areal på 25 kvadratmeter, men på en eller anden måde var det alligvel blevet inddelt i et receptionslokale og tre aflukkede kabiner med vægge i mat glas. Jeg kunne ikke tænke WTF før en mand havde ført mig ind i en kabine og sagt "red white dynamite!". Han oplyste at der ikke var billetter til Dehradun før d. 6. februar men planlagde på få sekunder en tour de "real India" over Jaipur og Agra, som jeg kunne få ventedagene til at gå med.

Omkring dette tidspunkt begyndte en rødlig SCAM-lampe at blinke, i en del af min hjerne, som til da vel havde haft travlt med at bearbejde utallige uvante og særprægede indtryk af Delhi. Jeg tak en livline og ringede til Emil for en 2nd opinion. Da klokken var 7:30 i Danmark, fik jeg ikke svar, og jeg foreslog i stedet den entusiastiske mand, at jeg ville konsultere det turistkontor som var afmærket på mit Delhikort.

Han tog det som en grov fornærmelse og blev en smule anklagende i faconen mens hans øjne fugtede af skuffelse. I grunden var jeg ikke helt vild med ideen om at gå bare 500 meter alene i Delhi for at finde det andet turistkontor, så jeg har nok været lettet over, at en kollega observerede den anspændte situation og tilbød sin hjælp. Derfra gik højst to minutter før vi havde bestilt en taxa til Dehradun og videre til mit guest house i Landour for 6500 rupees. En guide førte mig i Deutsche Bank efter kontanter og på restaurant efter et toilet, og mens jeg derefter nød en kop te mens jeg tvivlede på om jeg ville nå frem, så jeg flere turister blive møvet ind og ud af de små kabiner. Efter lidt tid blev jeg ført til taxaen og mødte min nye chauffør, som også hed Rajan. Such a beautiful name, and one that probably means cab driver.