On the road

På en hullet og ensporet vej med fodgængere, cyklister, oksekærrer og motorcykler, kan man med 60 km/t sagtens overhale en bus, selvom en modkørende bil er ved at gøre det samme. Man skal blot sørge for samtidig at tale i telefon, og så skal man holde sin bane indtil den modkørende bremser eller kører i grøften. Det fandt jeg ud af i går. Det var en hæsblæsende oplevelse at sidde på forsædet, mens min chauffør gennemførte den ene utrolige overhaling efter den anden. Samtidig var jeg tryg, som jeg altid er med taxachauffører, der som bekendt har styr på det.

På bagsmækken af busser, lastbiler og varevogne stod "blow horn", "please horn" og andre variationer. I Danmark bruges dyt vel ofte til at skælde ud, men i Indien kan man måske sammenligne dyttet med et pift. Man dytter næsten ved hver overhaling, og det er egentlig meget praktisk, eftersom sigtbarheden ikke er optimal og sidespejle en undtagelse. I bakket terræn med mange sving dytter man ved hvert hjørne for at gøre opmærksom på, at man er på vej. En del vejskilte minder bilisterne om at dytte med slogans som "Alert Avoid Accident".

Jeg vil tro vi kørte 20 km før vi var ude af Delhi, men det er svært at vurdere, for udover korte strækninger kørte vi hele tiden gennem større og mindre landsbyer. Min chauffør fortalte at han kørte en genvej, men jeg ville ikke være overrasket hvis det var hovedvejen. I hvert fald var der utroligt meget liv på vejen og i de omkringliggende byer. Jeg så okser, ælser, heste, cykler og små knallerter, som alle var læsset til langt over randen, typisk med mennesker eller sukkerrør. Jeg så en masse Indien fra forsædet, og jeg har været ét stort smil under hele turen. Vi kørte forbi store sukkerfabrikker og små lokale raffinaderier, hvor røgen stod på fra bål og generatorer. Jeg så reklamer for nybyggede boligblokke med tilknyttet cricket-bane ved siden af høje stilladser sat sammen af store grene.

Jeg bilder mig selvfølgelig ikke ind, at man kan opleve hele Indien på landevejen mellem Delhi og Dehradun, men fordi vejen var så levende, følte jeg alligevel, at jeg fik et fremragende førstehåndsindtryk af det land, jeg skal være i de næste 4 måneder. Vi standsede nogle gange undervejs, vejret var dejligt og jeg fik både chai og mad ved de små landevejsbarer, mens jeg nød at suge indtryk til mig. Efter 8 timer nåede vi mit guest house, og chaufføren hjalp mig med at finde min udlejer Rakesh. Jeg havde lovet personalet på turistkontoret ikke at betale chaufføren yderligere, men da han gjorde store fugtige hundeøjne, kunne jeg ikke stå imod og gav ham 200 rupees i drikkepenge.

Rakesh viste mig mit værelse og hentede ristet brød med smør og en kop varm chai til mig. Udmattet gik jeg på hovedet i seng.