Sker ting og sager

Vi havde gået op og ned ad Colabas hovedgade i et par timer, da vi blev standset af en castingagent og hyret som statister i en bollywoodfilm. Lønnen var 500 rupees og seancen viste sig at tage fjorten fulde timer, hvoraf størstedelen dog gik med at vente. Vi blev med tyve andre turister kørt til et stort filmstudie, udklædt i jakkesæt og smokinger og placeret i en kæmpe spisesalskulisse. De optog en musikscene, hvor en fyr ankommer til et bryllup og tager samtlige gæster med storm, da han dansende og syngende gør sin entré. Fyren var Salman Khan, måske den største superstjerne i Indien, og selvom jeg ikke har nogen særlig Bollywoodpassion, var det skægt at se en stjerne på tæt hold.

Næste dag viste den lokale alkoholikerlegende Terence os rundt i Bombay. Han er en glad og venlig mand, men meget vuldgær og pjattet. Det blev en noget alternativ sightseeing, men vi fik et udmærket overblik over byen. Som bonus fik vi en sjus på en slumkvartersbeværtning. Hen ad eftermiddagen blev han lovligt beruset, men til da var det ret sjovt.

Bombay er skæg. Vi har spillet med i en film og været på sightseeing med en alkoholiker.

Bombay zen

Vi bor på et billigt hotel centralt i det attraktive Colaba-kvarter, tæt ved Regal-biografen, Taj-hotellet og Gateway-buen. Der er noget sofistikeret ved Bombay, måske en rest af imperialistisk dekadence. De store Victoriatids-bygninger står stadig. En café får mig til at tænke på Hemingway og Cuba. Højt til loftet, lyst træ. Vi bestiller to glas kold, kold hvidvin i tropevarmen.

Darjeeling ulimited

Vi havde bestilt ventelistebilletter til en airconditionkupé fra Saharanpur til Bombay, en fin fyrretimers togtur. Har man ventelistebilletter får man kun sin plads, hvis andre passagerer afbestiller, men vi følte os heldige.

Da vi ankom til Saharanpurs togstation, havde jeg fået en form for hedeslag. Jeg kastede op og kunne ikke holde noget i mig. Vores ventelistebilletter gik ikke igennem, og efter at have konsulteret en konduktør hutlede vi os ombord på en "sleeper class" vogn. Vi sad på vores rygsække i gangen i et par timer, fandt så to frie pladser syv vogne nede.

Der er folk overalt i sleepervognen, de udviser en flot opfindsomhed i deres udnyttelse af den trange plads. Sleepervognene har blæsere, ingen aircondition. Om natten er temperaturen fornuftig, men resten af tiden er her ubrugeligt varmt. Toget kører ikke hurtigt nok til, at vi får en egentlig brise fra de åbne vinduer. Luften blæser roligt ind, den er varm og tør.

Jeg føler mig efter en god nats søvn frisk igen, men jeg ved ikke hvordan de næste 24 timers togtur vil gå. Jeg ved at vi ikke kommer til at tørste og sulte. Efter hvert større stop fyldes togets smalle gange med forskellige sælgere - vi tilbydes agurker, kikærter, sodavand, samosaer, cigaretter, chai og chips.

Jeg skiftevis ligger og sidder i en øvre køje, Matthew sidder på en let polstret bænk under mig. Jeg trænger til en form for bad, men får det ikke foreløbig.

Venner

Trods kolonitidens traume oplever jeg ingen udlændingslede i Indien. Tværtimod er vi som helte hvorend vi kommer frem, og mange lokale vil være venner.

Det er anderledes end når vi bliver venner med vestlige rejsende. Dem kan vi have det sjovt med i noget tid, men når vores veje skilles, er det ikke svært at sige farvel.

Vores indiske venner er utroligt venlige, men de forventer vores venskab til gengæld.

Jeg har ikke længere tal på de sms'er jeg modtager med kærlighedstips og vittigheder fra Kush, Pankaj og Veer. Seema, Golu og Javid bliver ved med at ringe, og de forventer at holdes jævnligt opdateret omkring min rejse.

Alle spørger altid: hvornår kommer du tilbage? Jeg ved det aldrig.

Saharanpur

Tom boede halvandet år i Saharanpur, mens han undersøgte miljøet omkring træskærerindustrien. Han opbyggede dybe venskaber undervejs og blev særligt tæt knyttet til en muslimsk familie. Familiens ældste søn hedder Javid. Jeg mødte ham i Mussoorie, fordi Tom havde taget ham med på en forlænget weekend til den lille bjergby. Javid inviterede mig straks til Saharanpur, og over de næste dage ringede han regelmæssigt og fulgte op på sin invitation.

Altså drog Matthew og jeg efter Uttarkashi mod Saharanpur. Efter en let trættende tolv timers bustur ankom vi til centrum. Byen ligger på Uttar Pradeshs slette - der er meget varmt, og vi så ingen andre turister i byen. Saharanpur har en meget stor muslimsk befolkning og er i nogen grad opdelt i hinduistiske og muslimske kvarterer.

Jeg tog min lune telefon op af lommen og ringede til Javid, gav så telefonen videre til en rickshawwalla, som kort efter satte i bevægelse og førte os gennem det ene kvarter efter det andet. I et træskærerkvarter blev vi mødt af Javid og hans far Mustakeem. Man siger "asalaam aleikum" og svarer "vo aleikum salaam", når man møder muslimer fra et rigtigt muslimsk miljø. Før vi fik set os om, havde Mustakeem betalt vores rickshaw, og Javid var i færd med at hjælpe os med baggagen.

Vi blev ført til Mustakeems lille hus, Mustakeem og Javid var begge i højt humør og spurgte om vores tur. De kan ikke et ord engelsk, og vores hindifærdigheder kom på prøve. Som Tom havde lært mig, lod jeg ved dørtærsklen Mustakeem gå først og ventede derefter udenfor på hans signal. Kvinderne skal have tid til at gøre sig anstændige. Kort efter kaldte Mustakeem os ind, og vi fik en varm velkomst af hele familien. Mustakeem har to døtre og fem sønner, hvoraf tre arbejder i familiens lille værksted. Javid er med sine atten år den ældste, den yngste i arbejde er otte.

Vi fik serveret et kæmpe fad mangoer, og mens vi spiste, talte vi med Mustakeem om hans familie, arbejde og Tom. Mustakeem går klædt i hvid kurta og bærer en muslimsk kalotlignende hvid hat. Han har et stort sort skæg med grå nuancer, men hans mest markante træk er hans øjne. De lyser af intensitet og får ham til at fremstå næsten intimiderende stærk. Han er fokuseret og skarp, men samtidig rummer øjnene en vis nænsomhed.

Efter mangoorgiet tog vi med Mustakeem til den største lokale moské, Jama Masjid. Vi tog vores sko af og gik barfodede rundt og nød den fine bygning. Alle vi mødtre i moskéen var venlige og nysgerrige, vi hilste og overraskede med vores hindievner. Lidt tid efter var det tid til bøn, mændene vaskede deres fødder og samledes i en hal vendt mod Mekka. Det var en smuk oplevelse at se den særlige muslimske hengivenhed, hele ceremonien var meget ren og rolig.

Om aftenen spiste vi fremragende hjemmelavet mad tilberedt af Mustakeems kone over åben ild i familiens gårdkøkken. Mustakeem købte en cigaret til mig, og vi gik en kort aftentur, mødte hans mor og hans svigermor. Ikke uden en vis stolthed introducerede han os for venner og bekendte: Det er min søns venner. Vi faldt i søvn på drømmesenge under månens blå skær og vågnede næste dag til den forfriskende kølige morgenstund.

Til morgenmad fik vi varm mælk med sukker, brød, friske pakodaer og kager. I Indien siger de, at "gæsten er gud", og man mærker det ret markant i traditionelle hjem. Vi fik på intet tidspunkt lov til at betale for noget, og vi måtte drikke en vældig masse vand fra hanen for ikke at ruinere familien med vores vestlige mineralvandsforbrug.

Mustakeem viste os omkring i dele af byen, som vi nok normalt ikke ville se. Små gader og gyder, mange insekter og en rigeligt stærk stank af svovl. Han viste os træskærerværksteder, og jeg bemærkede, at han begyndte at introducere både Matt og jeg som australiere. Senere forklarede han, at det skyldtes Muhammedtegningerne. Godt nok var det flere år siden, og få mennesker vidste længere at Danmark fandtes, men da krisen var stærkest, var der bål og ballade i Saharanpurs muslimske bazarer. Jeg forklarede så godt som jeg kunne, hvad der egentlig skete dengang i Danmark, og det tror jeg Mustakeem satte pris på.

Midt på dagen tog vi sammen en rickshaw til den lokale madrasa, en af subkontinentets største og en verdensanerkendt skole. Med en god portion sommerfugle i maven introducerede jeg mig som australier overalt i madrasaen. Vi drak te med inspektøren og fik derefter en omfattende guidet tur af to engelske studerende. De fremstod nærmest naive i deres iver efter at fortælle om den fantastiske madrasa. Vi fik et enormt følge under turen (mindst tyve andre studerende) og alle smilte til os. Jeg var egentlig overrasket over den åbenhed, de mødte alle vores spørgsmål med.

Efter en overnatning og en lang dag i Saharanpur blev det tid til at sige farvel til familien, som håber, at vi kommer igen. Måske vi gør - inshallah.

Gletsjer

I begyndelsen af sidste uge rejste jeg med Matthew til Uttarkashi og derfra videre til den lille by Gangotri hvorfra vi vandrede til Himalayagletsjeren Gaumukh. Gaumukh kaldes Ganges' udspring og for mange hinduer er det et vældigt helligt sted. Vi vandrede selvfølgelig primært for vores fornøjelses skyld.

Gletsjeren i sig selv var ikke noget overvældende syn, men området vi vandrede gennem var fantastisk. Turen gik gennem en stor dal omringet af klipper og bjerge, floden ledsog os hele vejen brusende. Bjergenes toppe var hvide af sne og i floden lå kæmpemæssige sten, som med tiden var blevet slebet runde. Et stort og truende bjerg mindede mig om et sted, hvor en mægtig troldmand kunne bo. Det var som at vandre i et eventyr.

Tæt ved gletsjeren overnattede vi i en ashram. Det sneede og vi frøs selvom vi sov med alt vores tøj på under adskillige tæpper. Vi vågnede tidligt, og jeg gik søvnigt ud for at spørge efter morgenmad. Lyset blændede mig, bjergenes klare toppe strålede skarpt, himlen var helt blå og dalens størrelse overvældende. Efter en hård søvn vidste jeg pludselig, at jeg var det helt rigtige sted.

Der var relativt få andre vandrere på stien, men vi hilste på dem vi mødte. Mange var imponerede over vores begrænsede hindi-færdigheder, og det var dejligt at møde folk fra Bombay og Kolkata, der talte flydende hindi som fremmedsprog. I den tynde luft fungerede min lighter ikke, og da jeg på vej ned så en mand, der røg en bidi spurgte jeg om tændstikker. Jeg tilbød en cigaret og vi besluttede os for at følges til Gangotri.

Manden hed Ramu og han var på rejse med sin søn Golu. Ramu havde en næste råbende høj stemme, men han var meget venligt, og det var tydeligt, at alle vi mødte kunne lide ham. Golu var tolv år gammel, men utroligt kvik og initiativrig. Vi vandrede sammen hele dagen, og næste morgen fulgtes vi tilbage til Uttarkashi. Ramu og Golu kommer fra Kanpur, og de har ikke særligt mange penge, men Ramu prioriterer ferien med sin søn meget højt. Deres rejse varer knap en måned og går til fire hellige seværdigheder i Himalayabjergene. De gav os mad og insisterede på at betale for vores te. Vi besluttede os for at besøge dem i Kanpur sidst på måneden.

Landsbybryllup

I nærheden af Kempti Falls ligger en lille landsby ved navn Sainji. Her bor Laurie med sin mand Kunwar, og i mandags var Tom og jeg inviteret til middag hos dem. Kempti ligger en del lavere end Mussoorie og der var dejligt lunt selvom vi ankom ved aftentid. Sainji er en lille billedskøn landsby omringet af små frodige marker, cirka 30 bygninger på en bjergside med udsigt over en kæmpe dal. Vi ankom ad en stensti som fint fulgtes af et sindrigt kildesystem. Solnedgang, rindende vand, smilende børn, små smukke huse - jeg var barnligt overvældet ved synet.

Det er bryllupssæson og en ung kvinde fra byen skulle giftes næste dag. Som opvarmning var et stereoanlæg sat op på en lille plads. Efter maden gik vi ud for at se på løjerne. En masse unge mennesker dansede og sang. Vi hilste på, og alle var vilde efter at snakke med os. Nogle fyre inviterede op til dans, og jeg dansede og lo til jeg var gennemblødt af sved. Laurie inviterede mig med til landsbybrylluppet, og jeg besluttede straks at overnatte i Sainji.

På den led endte jeg som særlig gæst ved et vaskeægte landsbybryllup. Jeg dansede med i de smukke traditionelle cirkeldanse, jeg spiste ris og dal med nallerne, og jeg lod mig hypnotisere af bjergfolkets trommer.

Dinkar Ji

Egentlig gik Dinkar Ji på pension for fire år siden, men for tiden er der så mange elever på skolen, at han er indkaldt som særlig assistance. Det er meget heldigt for mig.

Dinkar ligner en troldmand. Han har tyndt gråligt hår og store Morgan Freeman-fregner. Hans ryg er krum og hans læber er store, han snøvler en smule når han snakker. Første gang jeg så ham, troede jeg, han var gået forkert.

Dinkar har undervist på skolen i 40 år, og jeg tror, han har haft alle vestlige hindi-professorer som sine elever. Han er en utroligt klog og meget nærværende lærer, som elsker sprog. Han har givet mig en liste over hans yndlingsordbøger - "this is a very beautiful dictionary, lovely etymology!". Jeg lærer meget af Dinkar og han tegner smukke grammatiktabeller i min notesbog.

2tal lokal

Tom er en Ph.D.-studerende fra Bristol som forsker i træskæreres arbejdsforhold i en lille by i Uttar Pradesh. Han har været i indien i fem ud af de sidste ni år. Han er tidligere sprogskoleelev og i dag er han flydende i hindi. For tiden er han i Mussoorie for at besøge venner og ordne sine noter i rolige omgivelser. Vi er meget sammen, og det er godt for mit hindi at møde Toms lokale venner.

Heromkring har mange indere gode engelskfærdigheder, og blandt de velhavende er det kutyme at tale engelsk indbyrdes. Samtidig er der mange skønne indere, som ikke taler engelsk, og hvis man kan hindi kan man lære dem at kende. Forleden drak vi et par øl med Toms ven Roshin. Han var vældigt glad for at møde en ny hinditalende udlænding, og lynhurtigt blev jeg inviteret til tre bryllupper og en middag i Roshins landsby. En dejlig oplevelse.

Mission Impossible

Jeg er lykkelig i Indien, men ikke så lalleglad, at enhver lugt af lort går min næse forbi.

Her vrimler med missionærer, og jeg har svært ved at håndtere det.

På forhånd vidste jeg vel, Landour Language School oprindeligt var forbeholdt kristne missionærer. Skolen er bygget op omkring Kellogg Memorial Church, og for så vidt er der ingen forsøg på at skjule arven.

Amber var den første missionær, jeg mødte. I mit liv. Jeg var nysgerrig og åben, meget indstillet på at finde ud af, hvad hendes arbejde bestod i, og hvorfor hun var missionær. Amber var ærlig og forklarede løs, hvilket er et overraskende sjældent træk blandt de missionærer, jeg har mødt. Hun troede på mirakler og mente hun kunne tale med gud. Samtidig havde hun taget end jordemoderuddannelse på Filippinerne, og hun hjælper fattige kvinder med fødsler - utvivlsomt en stærk moralsk indsats. Samtidig var hun modstander af skilsmisse selv ved hustruvold - åbenlyst et håbløst moralsk standpunkt.

Det viste sig at Lacie fra skolen også var missionær. Og Rachel. Og Lindy. Og Darren... Jeg har vænnet mig til, at en fremmed elev, er en missionær jeg ikke har mødt. Det er ikke noget de fortæller, man skal selv regne det ud. Internt benytter de sig af et simpelt kodesprog. De er en slags hemmelige agenter. Øjensynligt må man ikke rigtigt tage til Indien for at konvertere løs, så de fleste har falske alibier. Mange opsætter en slags forlorent firma i Indien for at kunne blive her permanent på et forretningsvisa. Den uærlighed de ("er nødt til") at møde andre (mig) med, er indlysende uattraktiv.

De tager på ture til de omkringliggende landsbyer. Ikke for at opleve bøndernes liv og lære om Indiens kultur. De tager afsted for at udnytte bøndernes gæstfrihed til at prædike uhæmmet om VEJEN SANDHEDEN og LIVET. De mener det. Lacie fortalte mig med fugtige øjne om en kvinde, som (før Lacie frelste hende) aldrig havde hørt om Jesus! Mage til ligegyldighed i et land med 300 millioner mennesker under fattigdomsgrænsen.

Fattigdommen giver missionærerne visse fordele. Ikke fordi bønderne har brug for det håb, kristendommen kan hjælpe med. Helt banalt, fordi missionærerne sponsoreres af rige kirker, som ikke ser sig for gode til at tilbyde finansiel bistand til konvertitter.

Med tiden voksede min skepsis. I Danmark har vi vel en stolt tradition for intellektuel teologi. Paradokserne omfavnes, literalisme afvises. Tro er tro, et spring på 70000 favnes dyb. Missionærerne tror ikke, de ved, og jeg ved ikke, hvordan de bærer sig ad. Det er i mine øjne en plat og vulgær kristendom de prædiker.

Det er som med aberne. Når man først får blik for dem, er de overalt. Jeg tror at 80-90 procent af skolens elever pt. er missionærer. Jeg spurgte Habib om missionærerne, han grinede men var ikke meget for emnet. "Djesse garmiong ke matchr heng" - de er som sommerens myg. Jeg spurgte Girish, som er troende hindu. En af de australske missionærer havde foræret ham en bizar "There Is Still Hope"-flyer. Han forklarede, at sådan er det nu engang. En meget fredelig indstilling, som måske nok er sund i et multikulturelt samfund som det indiske, der tidligere har gennemgået voldsomme religiøse konflikter.

Missionærerne frustrerer mig. Jeg bryder mig ikke særligt om dem og især irriterer deres gerning mig. Jeg ved at flere af dem beder til gud, om at jeg må blive kristen. Christ! Jeg føler mig intellektuelt undervurderet og understimuleret. En af præsterne dristede sig til skråsikkert at foreslå, at jeg skulle læse Bibelen (igen), da det utvivlsomt ville føre til en konvertering. Jeg ved naturligvis mere om kristendom, end hans snæversyn nogensinde vil tillade ham.

Mark er en frisk ung texaner, han ved hvad ironi er og opfører sig ikke påtaget dydigt. Der noget uforudsigeligt ved ham, en kådhed. Jeg tænkte vi kunne blive venner og inviterede ham på kaffe, og selvfølgelig viste han sig at være hemmelig agent.

Alligevel er han ikke helt som de andre. Han skyr ikke alkohol, og i fredags nød vi et par øl sammen på en god bænk med udsigt til en stor fuldmåneblå dal. Mark læser Chuck Palahniuk, ser Breaking Bad og hører rigtig rockmusik (de andre hører kun "worship songs"). Han er Star Wars-fan. Han er tidligere stofmisbruger. Han har humor. Jeg tror, han accepterer, at jeg ikke er kristen. Måske bliver vi venner. Det er af og til ensomt, at være omringet af hemmelige agenter.

Klip

I Nepal er et berømt bjerg opkaldt efter George Everest. Hans gamle hus ligger i udkanten af Mussoorie og ved siden af er et mindre bjerg, som folk kalder Mount George. En sprække skærer ned gennem bjergets top og over den resulterende kløft er spændt tusind tibetanske bedeflag i farver. Jeg sidder på toppen med Eva og Chris. Flagene blafrer roligt men højt, det er en smule skyet men smukt. Vi spiser jordbær og samosaer og drikker mineralvand.

Chardukan betyder "fire butikker" og er navnet på et lille torv på siden af det bjerg, jeg bor på. Der er fem butikker og en lille have. Udsigten er fin og det er en dejlig turistfælde. Eva spørger om jeg vil have en kop te til, men jeg trænger til en kold cola. Glasflasken ser ud til at være fra firserne. Der er ikke noget papirsmærkat, Coca-Cola-logoet er printet på selve glasset og virker slidt. Bag mig spiller en politibetjent cricket med nogle lokale børn.

Bazaren snor sig omkring store bakker. På toppen af én er nogle klipper placeret, så de ligner en stenkamel. Bag bakken kan man gå Camel's Back Road, en ret idyllisk rute. Af en eller anden grund er det svært at få lokal øl, så jeg har købt to kolde Carlsberg til mig og Eva. Det er Evas sidste dag i Mussoorie og vi holder demonstrativt hinandens hænder hele tiden. Lokal sladder gør ikke et stort indtyk i dag. Efter øllene går vi hjem og spiser en pizza på Evas tag. Jeg bestiller en taxa for hende.

Bazar

Jeg er ikke længere konstant imponeret over at være i Indien. Det er vel både godt og skidt, at jeg efterhånden føler mig hjemme. Sidste uge blev jeg på mit værelse i hverdagene og læste hindi. Til sidst begyndte jeg at kede mig. I dag gik jeg igen i bazaren, uden at skulle noget der. Jeg ledte efter mennesker at tale hindi med. Da alle taler hindi, er det ikke det vanskeligste i verden, men samtidig kaster jeg mig ikke ud i en samtale med hvemsomhelst.

Først besøgte jeg Inam the Tailor - en sikker vinder. Han var i færd med at diskutere designet af en silkevest med en ældre australier, som til min glædelige overraskelse var flydende i hindi. Mit hindi er enormt mangelfuldt, men jeg blandede mig i samtalen og australieren sagde, at mit hindi var imponerende og spurgte hvor mange år jeg havde læst? Efter en rædselsfuld hindieksamen, som totalt underminerede min selvtillid, var australierens kompliment netop, hvad jeg manglede for at komme op på hindihesten. I morgen køber jeg søde godter til Inam og hans ansatte.

Jeg gik videre gennem den lokale bazar, hilste på mange i min søgen efter den perfekte samtalepartner. Nogle har små butikker, andre sidder på jorden og sælger et eller andet. De improviserede butikker er typisk nicheprægede, en af mine favoritter er en mand, der sidder ved siden af et bjerg af ingefær og ikke sælger andet. En skomager sad i vejsiden med en lille trækasse og lidt værktøj. Han bød på te, og inden jeg kunne nå at opfatte, at han lugtede af sprit, havde jeg sagt ja. Han talte en noget svært forståelig bjergdialekt men forstod udmærket mit rigshindi. Vi røg en cigaret sammen, og han reparerede mine hullede sneaks, mens han fortalte om en gylden fortid i Malingars skomagerkvarter. Gad vide hvad der skete med ham.

Videre i bazaren mødte jeg min yndlingschaiwallah Pardeep. Han hang i solen med sine venner, og de spurgte, om jeg ville have en lille én? Jeg er lidt af en ja-hat, og kort efter sad jeg på Pardeeps vejsiderestaurant mens vennerne hentede rom. Det er en lille restaurant, 5 små hvide borde-bænke-sæt og et gasblus. Pardeep droppede ud af skolen efter 10. klasse. Han foretrak øjensynligt at drikke rødvin og ryge cigaretter med sine venner - hvem kan fortænke ham i det! Jeg tror han har hængt ud med de samme venner hele sit liv.

Den ene ven er fra en rig familie, og han havde netop bestilt en motorcykel, hvilket skulle fejres. Pardeep kalder ham "Popeye", jeg ved ikke helt hvorfor. Den anden ven er en halvtrænet fyr, som Pardeep kalder "Buffalo". Han ser en masse platte Tollywood-film og er god til at efterligne filmenes klichéer. Efter sigende kan han drikke dem alle under bordet, men samtidig er han lidt genert, og Pardeep siger af og til: "He's like a girl - very shy!". Den tredje ven hedder Kush, og det betyder lykkelig. Han er en humørspreder, meget venlig og åben.

Hvis der er en eneste god ting ved, at homosexualitet er totalt uacceptabelt i Indien, så er det, at det tillader mænd at opføre sig så gay, som de vil, eftersom gay ikke findes. Fordi vennegruppen har kendt hinanden siden barndommen, kender de hinanden ned til underbukserne, og de kalder sig "underbukse-buddies". Kush satte musik på sin telefon, Enrique Iglesias' oversentimentale evergreen "Hero". "This is Enrique!" forklarede han. "His videos are the most sexy. I really like him". Kush fortalte videre, at han selv er "a very psychological person". Han talte utroligt meget om, hvor vigtigt det er, at vi fortæller om vores føleleser.

Det er skægt, Kush ligner egentlig lidt en Karl Smart type, men han lader ikke til at kende begrebet ironi. Han taler med en blid og oprigtig stemme, meget fokuseret. Kush foreslog, at vi holder en fest, fordi de kommer til at savne mig. Til festen skal vi danse og høre Backstreet Boys ("these are songs Indian people understand") og dele vores følelser med hinanden. Jeg tror Kush sagde "emotions" 30 gange i løbet af samtalen. Efter tre små flasker rom måtte jeg sige farvel. Jeg tilbød at bidrage til alkoholkassen, men de afslog pure. "No! We would be very ashamed. You are our guest!".

Der sker altid et eller andet i bazaren.

Ferie

Jeg går i skole, men jeg er på ferie. I lørdags var jeg tilpas småsyg til at afværge enhver tanke om forpligtelser. Eva serverede grøn te og jeg kyssede hende. Vi tog på en dyr café og drak espresso. Tog en cykelrickshaw gennem hovedgaden. Købte bukser i Bennetonbutikken. Delte en stærk øl i solnedgangen. Vi lod ikke længere som om - vi var bare forelskede turister. Jeg var på ferie. Det var lækkert.

Another one hikes the dust

I fredags mødte jeg skoleinspektøren og fortalte om sidste uges landsbyhike. Han er altid glad for at høre, hvordan mine ture går, og når jeg kort har refereret mine indtryk, begynder han at tale. Han taler sagte, så man skal høre godt efter. Mange af hans sætninger afsluttes med et stort smil og et retorisk spørgsmål á la "do you see my point?". Hans pointer er gode, og jeg ser dem og forstår dem. Han fortalte mig, at jeg snart kender Mussoorie bedre end størstedelen af lokalbefolkningen, som sjældent kommer omkring. Da Mr. Datt var ung vandrede han hver anden dag og sad længe på bjergtoppene og tænkte. Jeg tror, han sætter pris på, at jeg er ved at udvikle en lignende interesse. Han taler meget om, hvad jeg ser, når jeg vandrer. Han vil ikke bestemme, hvad jeg skal se, men han vil have mig til at se, at jeg ser. Nogle ser skoven og planterne, nogle ser dyrene, nogle ser helheden og nogle ser detaljer. Nogle ser kun sig selv, og andre ser kun bjerget. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg ser. Jeg spurgte efter en ny spændende rute, og Mr. Datt foreslog mig en udfordrende udforskningstur til bjerget ved Suakholi.

Inspektøren abonnerer på teorien om, at man maksimerer sin fritid ved at stå tidligt op på fridage. I dag er søndag, og klokken syv i morges mødte jeg Eva ved bussen til Suakholi. Vi ankom til den meget lille by, spiste morgenmad og vandrede afsted. Først gennem en tæt skov ad en sti som måske var en menneskesti og måske bare renden, hvor smeltevandet løber. Det var stejlt og vi måtte gribe fat i græs og grene for at komme op. Vi nåede den første top og lærte dagens lektie: der er altid en top til. Efter endnu en top var vi på bjergets sydside, og her var terrænet anderledes tørt og klippet. Vi klatrede på klipper og nåede op i ørnehøjde. En sti førte os gennem en landsby med fire små blå huse, nogle køer og geder. Derfra kunne vi se den sidste top, men der var stadig en god halv time til toppen. Vi går i et roligt tempo, jeg forrest. Som inspektøren siger, bliver man ydmyg i mødet med den mægtige natur, men samtidig føler man sig stærk når mødet lykkes. Fra toppen nød vi længe udsigten til de utallige store grønne bjerge der fortsatte i horisonten. Blå himmel og lun sol. Don't talk put your head on my shoulder. Jeg fik en bid af den forbudte æblekage. På vej ned fik vi en kop te og en snak med en lokal bondemand, som havde et morsomt gnæggende grin. Vi gav hans glade børn appelsiner og gik langsomt ned mod Suakholi. Fra byen tog vi udmattede bussen hjem, og jeg ved, at jeg sover som en sten i nat.

Holi spirit

Onsdag og torsdag er der Holi-festival i hele Indien. Det er en hinduistisk højtid, som udspringer af et sagn om gamle guder og noget med det godes sejr over det onde. Mest af alt er det en farvernes fest, bogstaveligt talt. Skoler og butikker holder lukket, og børn som voksne kaster farvet pulver på hinanden.

Der er mange forskellige historier om Holi. Jeg har modtaget en del råd, og jeg har været i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. "Sørg for at tage gammelt tøj på", "hold dig inden døre", "pas på mænd med handsker og vandfarver", "min veninde havde lyserødt hår i et halvt år", "når mændende drikker bliver de skøre", "der er ganja i pakodaerne". Til sidst besluttede jeg mig for at springe ud i det, og jeg overbeviste en gruppe medstuderende om at gøre det samme. Vi købte billigt tøj og farver, og de lokale syntes, det var herligt at vi ville deltage.

Onsdag aften starter løjerne stille og roligt. Der var et fint bål ved det lokale torv, og alle krammede og ønskede glædelig Holi. Mænd og kvinder smurte smilende farver i hinandens ansigter, og nogle børn brugte lang tid på at finde ud af, hvem der havde mod til at smøre mig. Jeg var den eneste udlænding i den lille forsamling. Stemningen var munter, og der blev sendt bålristet kokosnød og andre snacks rundt.

Det kan have været fuldmånen eller bålets varme skær, der fik den dybblå himmel til at fremstå større og smukkere end før, da jeg gik hjem. Jeg vaskede mit ansigt og lagde mig til at drømme om morgendagens farvelade.

Seema lod os sove længe, og det var dejligt at ligge i den lune sovepose til halv ti. Jeg spiste min morgenmad, og da jeg kom udenfor, var Amber og Lacie i fuld gang med at kaste farver på hinanden og på Seemas datter Prashansa. Seema er kristen, så Prashansa havde aldrig prøvet at lege Holi før. Det var tydeligt at hun syntes det var mægtigt, hun var et stort smil. På mange måder er Holi vel en barnlig fest. Da vi alle var godt grundet af, sagde vi farvel til Prashansa og gik mod byen.

Solen skinnede og bazaren var varm. Der var skodder for butikkerne og farver i luften. Mussoorie er ikke en Holi-hovedstad, men selvom det ikke flød med mennesker, var der nok til at skabe en festlig atmosfære. Små grupper børn, familier og venner gik rundt og spredte farver på hinanden. Det blev tydeligt, at der ikke så meget er tale om en farvekamp som en festlig hilsen. Man mødes og ønsker "happy holi" eller "holi mubarak ho", hvorefter man nænsomt og venligt spreder farve i hinandens ansigter. Til sidst kan man kramme. Til Holi er alle venner, og kasteskellene synes udviskede.

Lidt nede ad vejen mødte vi Eva og Rachel, og jeg fik lejlighed til at kærtegne Evas ansigt med pangfarvet pulver. En familie inviterede os alle indenfor og serverede en række forskellige hjemmelavede snacks og holikager. En smilende mand med et halvgakket blik slog en stor tromme an, og vi dansede og sang med på familiens holisang.

I den næste bazar blev vi inviteret på visit hos et midaldrende ægtepar, som havde den lokale tandlæge på besøg. De serverede langt flere anretninger end vi kunne spise, men vi fik ikke lov at takke nej. På væggen i stuen hang et stort billede af familiens søn, og omkring rammen hang en bedekrans. Sønnen havde fået arbejde i Amerika, og familien viste frem af en kæmpe bunke familiefotografier fra Rhode Island. Manden var tydeligt fornøjet over at have kulørte udenlandske gæster, og bød stolt på skotsk whisky. Pigerne takkede nej, men jeg ville ikke skuffe den glade mand. Han var meget tilfreds med at have en dansk drikkepartner og hældte et imponerende glas op.

Turen gik videre ad den snoede hovedgade, og vi delte farver med næsten alle vi mødte. Mange tog fotografier og vi poserede gladeligt. En del børn skød med vandgeværer og kastede vandballoner. Jeg fik en spand koldt vand ned ad nakken, men det var lunt, og jeg nød at se børnene le.

Nogle mænd bød på pakodaer. Jeg tog forsigtigt en bid, og det smagte ikke af "bhang". Et par bidder efter var min mund fuld af hash, og jeg fortalte de andre, at pakodaerne var bhang-pakodaer. Eva havde allerede spist to, og for at hun ikke skulle være alene i sit trip, spiste jeg, som den gentleman jeg er, min pakoda. Det var ikke utroligt stærkt, men det summede rart og øgede morskaben. Habib havde tidligere forklaret ganjaens effekt: "If you will laugh, you cannot stop laughing. If you will cry, you cannot stop crying". Ikke helt ved siden af. Mig og Eva havde lyst til at sætte os op på Evas tag og nyde solen og udsigten, men nævenyttige Rachel formåede på en eller anden led at afvise forslaget. I stedet gik vi videre og farvede løs til klokken blev to og folk gik i bad. Eva og Rachel tog hjem og jeg tog med Amber og Lacie på en bjergcafé.

Nu ligger jeg med chips og cola og cigaretter i sengen og hører reggaemusik. Jeg har været i bad og føler mig fremragende tilpas. Det har været en dejlig fest, og jeg har stor tillid til et land, der kan få en milliard mennesker til at male hinandens ansigter og kramme.

Thunderstruck

Klokken er to om natten. Jeg ligger på gulvet og ryger en cigaret i skæret fra mit sidste stearinlys. Der er ingen elektricitet i Mussoorie lige nu. Ikke menneskeskabt.

Det hus jeg bor i har bliktag. Når aberne løber på taget kan jeg høre hver bevægelse. Når det regner eller hagler, er det som at være inde i en kæmpe tromme, som tusind stikker slår an. Det er ikke som at være i sommerhus, lydstyrken er utrolig. Da jeg lagde mig til at sove, var koncerten i fuld gang. Det buldrede på taget, først regn og så store hagl. Vejret har været underligt tåget i dag, støvet og og mørkebrunt.

Jeg vågnede for en halv time siden. Taget er utæt, det regnede på min pande. Jeg var meget forvirret og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Flere steder dryppede det ned. Udenfor var det mørkt, men det bragede og himlens tåge lyste konstant op i skarpe skær. Jeg har aldrig oplevet sådan et tordenvejr. Normalt er der spænding mellem bragende, men det her var et bombardement. Igen og igen blinkede det voldsomt, men jeg kunne ikke se selve lynene, kun lyset. Jeg var lidt bange. Jeg tændte en cigaret og et stearinlys og hentede to spande til vandet.

Nu ligger jeg på gulvet og ryger en cigaret. Stormen har lagt sig for en stund, og jeg prøver at sove.

Welcome to the jungle

Hindi er egentlig et enkelt sprog, men det er svært at lære. Indtil for nylig opsøgte jeg ikke decideret samtaler. Jeg er vel lidt genert, og jeg har været bange for at kaste mig ud i det. I onsdags gav Habib mig en særlig lektie for. Jeg skulle notere, hvor meget hindi jeg taler i min fritid.

"It will give you confidence", sagde Habib. Han er stor og rund, men formår at kombinere sin bamsede skikkelse med en uafviselig autoritet. Altså satte jeg mig for at tale mere hindi. "Hvordan går det?", "vejret er godt i dag", "hvor gammel er du?", "hvor ligger dit hus?", "jeg er ikke gift". Jeg gik rundt på bjerget og sniksnakkede med alle jeg mødte. En gartner, en murer, en kvinde der samlede brænde, en vagt. Habib havde selvfølgelig ret, det gav en masse selvtillid, og jeg er nu i højt hindihumør. Jeg snakker med alle der vil snakke, og det er godt for mit sprog. Langt de fleste er meget imødekommende og synes det er spændende, at jeg lærer hindi.

Matt tog til Varanasi i går, og jeg fulgte med ham til Dehradun; en støvet by med en million mennesker og en million butikker og en million støjende køretøjer. Det var svært at forelske sig i Uttarakhands hovedstad ved første blik, men jeg tager dertil igen om et par uger. En indehaver af en musikbutik vil prøve at finde en stak 7"-vinyler til mig.

Det er ærgerligt, at Matt skulle videre, men jeg har fundet en god ny vandremakker i Eva, som har valgt at flytte sit NGO-forløb til Mussoorie. I dag er det søndag, og vi har vandret langt sammen. Rundt om mit bjerg og ned i dalen på den anden side, hvor der ligger en lille landsby med femten familier. Vi blev inviteret på te og snakkede med de nysgerrige bønder.

Når man ser en skov på en bjergside, kan man se hele skoven, man kan se tusindvis af trætoppe. Det er en særlig oplevelse. Skoven er spændende at gå i, og ikke kun fordi der lever leoparder, tigre, aber og bjørne. På hindi hedder en skov "jungle", og skoven her er en slags bjergjungle. Nogle steder er der støvet og stenet, men andre steder er der bregner, palmer, lianer og kilder. Der vokser rhododendrontræer med store røde blomster, og mellem træerne flyver og synger store og små fugle i forskellige farver. Man kan gå langt uden at møde andre mennesker, og der er god tid til at se sig omkring. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at se på de store bakker, men jeg ved ikke, hvad det er, der gør dem så dragende.

Det, jeg bedst kan lide i Indien for tiden, er at gå lange jungleture og tale hindi med de lokale og komme hjem til et varmt og krydret måltid.

This way it's poetry

Eva er fra Heidelberg, hun læser antropologi. Hun er en smuk ung kvinde, lidt spinkel og med et genert udtryk. Når hun taler engelsk med sin tyske accent, er det som om, hun spidser munden og smager på ordene med det yderste af tungen. De næste fire uger skal hun arbejde for en NGO i Jodhpur.

I går holdt min nye nabo Amber filmaften med tøserne fra skolen. Jeg var inviteret, og i en popcornspause under den tre timer lange bollywoodkomedie, bød jeg Eva på en cigaret på mit værelse. Jeg spurgte om hun ville have et kys, og hun svarede at hun havde en kæreste. Jeg gik mentalt i fosterstilling, og i min panik over at være fanget i min krop på mit værelse inviterede jeg hende med på mig og Matts planlagte solohike om søndagen.

Vi skulle mødes klokken halv ni og jeg stod tidligt op. Jeg kom lidt for sent og fandt Matt og Eva på en café overfor hans hotel. Vi drak chai og spiste morgenmad sammen, før vi begav os afsted. Matt havde haft store mavegener dagen før, men han virkede morgenfrisk. Efter 10 minutter gav han alligevel op og vendte næsen hjemad, og pludselig var det mig og Evas solohike.

Jeg havde denne gang fået skoleinspektøren til at skrive rutevejledningen ned, og jeg havde heldigvis memoreret den, for selvfølgelig glemte jeg papiret på caféen. Ved det gamle bibliotek svingede vi til venstre, vejen var stejl og gik opad. Vi blev enige om, at det er svært at vurdere, om det er sjovest at gå op eller ned.

En fordel ved at gå opad er, at det forbedrer ens udsigt markant. Efter kort tid kunne vi bag byens bakker se den lange kæde af hvide bjergtoppe, Himalaya. Det var en særligt klar dag med blå himmel og stærk sol. Vi talte godt sammen, gennemgik universitetsopgaver og rejsefilosofi, stemningen var god og fødderne friske, gårsdagens cigaret blev ikke nævnt.

Trods rutevejledningen tog det tid at finde den rette vej. Inderne var uenige om den letteste vej til bjerget Bhadraj, men rygtet om vores forespørgsel spredte sig, og en venlig mand indhentede os og viste os vejen. Her er store klipper og palmer, kaktusser, rhododendrontræer og graner. Granernes visne nåle i solen dufter af sommer.

Efter en lang stigning nåede vi Cloud End Guest House, hvor vi fik en kop chai til udsigten over den store dal. Vi begyndte at bevæge os nedad mod foden af det bjerg, vi skulle bestige. En lille cementvej zigzaggede langsomt gennem landskabet, vi skød genveje hvor vi kunne. Det er rarere for fødder og knæ at gå på skovbund, og det er også mere spændende for øjnene.

Ad en genvej nåede vi en lysning, hvor der må have været mange får. Der lå bundter af uld i skovbunden sammen med en del fårelort. For enden af lysningen snævrede vejen ind, skoven groede tæt omkring den lille vej. Vi nåede derhen, og pludselig, lige foran os, kunne vi høre, men ikke se, noget stort pusle blandt træerne. Blade hvislede, grene knækkede. Derefter en dyb, brummende knurren, agressiv som et brøl, og så kraftig at vi nærmest kunne mærke dyrets varme ånde. Vi frøs, stod helt stille, vendte os om uden at se på hinanden. Jeg samlede to store sten op, bad Eva gøre det samme. Vi gik lydløst men hurtigt tilbage, vendte os ikke om før vi nåede cementvejen. Jeg fandt en stor kæp, og jeg fandt på tredive argumenter for, at det umuligt kunne være en leopard, men ingen gode grunde kunne ændre vores mavefornemmelse. Jeg holdt om Eva for at berolige os begge og vi gik videre.

Efter lidt tid kom vi ud af skoven, og chokket lagde sig langsomt. Foran os var det store bjerg, men inden vi kunne bestige det, havde vi begge brug for frokost.

Da jeg gik til Kempti Falls med Matt, var der ikke langt mellem butikkerne, og jeg havde formodet det samme ville være tilfældet med bjerget Bhadraj. Det var det ikke. Landsbyen ved bjergets fod var meget lille, uden en eneste butik og med 200 meter mellem hvert hus. Vi ærgrede os over ikke at have provianteret, men jeg følte mig sikker på, at der måtte være en familie, som kunne tilbyde os mad.

"Hvor er der mad? Kan man købe mad her?". Vi spurgte på hindi, men børnene rystede på hovederne. Ingen mad. Ved næste hus bar en kvinde et lille barn i haven. "Hvor er der mad?". Det er der ikke. Vi så op mod bjerget, afskrev målet, ingen chance på tom mave, og vi ville være hjemme inden solnedgang. Vi besluttede os for at prøve endnu et hus, gik nogle minutter videre ad vejen, ned i dalen, mod risene.

Jeg fik øje på en ung mand ved huset, og var lettet ved synet af en karaktér, der kunne træffe beslutninger. Vi hilste høfligt, og han inviterede os ind på sin grund. Hans to børn hilste på os, fire og fem år gamle. Vi forklarede om vores vandretur og sagde at vi var sultne. Hans kone var ung som ham, hun smilede og spurgte hvad vi kunne lide. En kop chai først? Midt ude i ingenting, hos en familie som ingenting havde.

Hans bukser var hullede bag til, man kunne se hans brune røv når han vendte sig. Der var noget simpelt og bondsk over ham, en ro vi straks fangede. Familien var venlig og vi grinte sammen. Han havde bygget et lille køkken af cement med bliktag, på gulvet spredte han et kraftigt plastiktæppe og bad os sidde. Komfuret var hjemmelavet og fyret med grene og kviste. Han rensede linser og ris mens hun snittede et løg og en porre. Hun stegte det i en trykkoger over ilden, tilsatte fire krydderiblandinger og vand. Ti minutter senere nød vi et perfekt måltid.

Humøret var højt bagefter, og vi insisterede på at betale, selvom vores vært med en håndsrækning mod himlen antydede, at guderne nok skulle sørge for retfærdigheden. For så vidt som jeg kunne forstå ham, sagde han også, at guderne ville beskytte os mod tigre. Ingen af os var særligt stærke i troen. Vi valgte at gemme bjergbestigningen til en anden gang, og begyndte turen hjem. Denne gang tog vi ingen genveje, men mødte heller ingen dyr. Da vi nåede den første bakketop, smed jeg min kæp. Vi grinede i sikkerhed, holdt en cigaretpause. Turen hjem var igen på besynderlig vis kortere end turen ud. Snakken gik, vi lo, nød solen og landskabet, dalene med trætoppene, tinderne der gang på gang imponerede.

I Mussoorie købte vi en kop kaffe, drak den i solnedgangen. Vi var nede på jorden igen, enige om at det havde været en fantastisk eventyrlig dag. Vi købte to dåser Buddweiser og drak dem på taget af Evas lejlighed. Her er mange stjerner, og det er svært ikke at være lykkelig og småfilosofisk i sådan en situation. Det var på en gang åbenbart og hemmeligt, at det hele var utroligt romantisk.

Vi spiste aftensmad på vores morgenmadscafé, sad og så længe hinanden dybt i øjnene uden at sige noget. Matt kom forbi, og vi fortalte om dagens eventyr. Jeg fulgte Eva hjem. Vi sagde ikke meget, men blev enige om at vi ses. Måske i Jodhpur.

En rigtig god søndag

Jeg mødte skoleinspektøren i fredags. Han er en venlig mand, som går mig til skuldrene. Han har gråt hår og et veltrimmet skæg, og selvom hans tøj ikke virker dyrt, ser han altid nydelig ud. Han har vandret meget i bjergene og set bjørne og leoparder. Hvis nogen elever havde lyst til at vandre, ville han gerne hjælpe til, og jeg havde givet udtryk for, at jeg syntes ideen var fremragende. Han pegede på to bjerge, det ene gemt i skyer bag det andet, og gav en meget overordnet rutevejledning.

I dag vågnede jeg lidt i 8 og begav mig mod Mussoorie for at mødes med Matthew. Hovedgaden er lang, og på vej ud af byen fik vi nudler og chai til morgenmad. Jeg tankede smøger og vand, og vi nåede byens vestlige ende, som markeres af et bibliotek fra 1853, hvor der nu er butikker. Vi drejede til højre mod turens første stop, en tibetansk-buddhistisk by-udenfor-byen. Den har det naivt charmerende navn Happy Valley, og alle bygningerne lader til at være doneret af europæere. Ved den tibetanske skole hilste en 16-årig nepalesisk-tibetansk tilflytter på os, og vi faldt i snak. Han var venlig og meget ivrig efter at tale med os. Matthew har en fantastisk latter, som er oprigtig og smittende, og han er god til at møde mennesker. Da vi sagde farvel til den unge mand, spurgte han, om han måtte kalde os brødre.

Vi så det fine buddhistiske tempel, hvis nymalede komplementærfarver skinnede i solen. Jeg må nok sige, at stilen byder min europæiske sans for æstetik noget imod. Fra en større afsats med gelænder kunne vi se to veje under os, en mod syd og en mod nord. Vi valgte vejen mod syd, men da vi bevægede os mod den, forsvandt den, og vi måtte spørge om vej. Vi blev peget mod nord og brugte en god halv time på at finde den rigtige vej ud af den lykkelige lille by.

Med mine bjerguvante øjne ligner de forskellige bjerge hinanden til forveksling, og det blev hurtigt uklart hvor vi var på vej hen. Matt tog en fornuftig beslutning om at rette kursen mod seværdigheden Kempti Falls. På den måde fik turen et mål, og det blev muligt at spørge om vej.

Det har været en varm weekend i Mussoorie, mine ører er solsvedne og vi gik i t-shirts. Først fulgte vi den asfalterede hovedvej, som smalt slingrede ned gennem bakkerne. To biler med unge turister fra Delhi standsede for at tage billeder med os. Vi begyndte at lede efter smutveje ind i terrænet, og da muligheden bød sig forlod vi hovedvejen. Efter en kort travetur i bakkerne skød nogle lave bygninger op. Vi nåede dem og svingede til højre ad en lille sti. Nogen sagde "Hey!" og vi vendte os om.

En smuk ung kvinde smilede os i møde, hun havde en lethed over sig. "Namaste!" svarede vi. Hun anviste os vejen mod Kempti Falls gennem landskabet. Hendes onkel stoppede os undervejs og prøvede at vise os op mod asfaltvejen, men hun grinede lydløst og rystede ham af sig. Mødet gav os ny energi, og vi vandrede videre. På de små stier så vi kvinder med segl og køer, over os svævede store ørne. Stien gik ind og ud af små bebyggelser til vi nåede Kempti Falls.

Vi spiste frokost, og jeg købte solcréme. Vi gik det sidste stykke ned og så faldene. Matthew lod sig ikke imponere videre af de indrømmet små fald, men jeg syntes de var fine og tog lidt billeder. Jeg tror vi begge var usikre omkring hjemturen, for det ville gå opad hele vejen, og bakkerne er høje. Turen ned havde taget tre timer, så vi forventede en lang og hård hjemtur, men fordi vi nu kendte landskabet og stisystemerne var det let. Det er sjovt at vandre. Det kan virke formålsløst, men der er noget uafviseligt meningsfuldt ved at sætte den ene fod foran den anden til sveden driver.

Jeg sørgede for, at vi kom forbi de små huse med den unge kvinde igen, og da vi nåede dem satte jeg tempoet ned. Hun hilste os i møde og smilede. Jeg tror hun var alene hjemme. Det var som om hun svævede. Hun spurgte, om vi ville have en kop te, og jeg svarede straks ja. Næsten alle kvinder i Mussoorie slår blikket ned, når man passerer dem, på grund af en eller anden dum uskreven regel om, at kvinder ikke må se på præcis hvad de vil. Hun var meget anderledes, meget rolig. Hun hentede to stole og og to kopper te, serverede desuden hjemmelavede og stærkt krydrede pakodaer. Hun viste billeder fra sin søsters bryllup. Jeg glemte hvad hun hed og jeg glemte at fotografere hende. The Lily of the West.

I Mussoorie spiste vi aftensmad, købte lokal rom, cola og to plastikkrus. Vi fandt en udkigspost med udsigt over dalen og Dehraduns tusind glimtende lys. Vi snakkede og hyggede os, og ved titiden gik vi hjem. Jeg har været lidt usikker omkring gadehundene ved nattetid og var glad for at møde en logrende en af slagsen, som glad fulgte mig til dørs. I dag laver jeg ikke lektier, men det har været en dejlig dag.

Persongalleri

Det er weekend, og jeg sover lidt længere end ellers. Solen skinner, og finder man en vindstille plads i lyset er det lunt. Jeg går omkring i Mussoories hovedgade og hilser på dem jeg ser. Mit eksotiske look gør, at enkelte indiske turister gerne vil have taget et billede med mig. Jeg er glad for at hjælpe dem. Højsæsonen i Mussoorie starter til april, og rygtet siger at op mod 20 millioner turister fra Indien kommer forbi for at nyde det kølige klima og de imponerende omgivelser. Til den tid åbner de butikker, der lige nu er sæsonlukkede, og byens 147 hoteller får travlt. Jeg nyder, at gaden endnu ikke er et mylder.

Da jeg fortæller min hushjælps datter, at der bor cirka 30.000 mennesker i Mussoorie udbryder hun: "Noooo! It can't be true!". Det er imidlertid, hvad både turistkontoret og Wikipedia oplyser. Jeg vil gerne fortælle lidt om de mennesker, jeg har mødt.

Mit værelse ligger oven på en meget lille butik, som sælger alt fra bleer til smøger, stearinlys og mel. Køber man mel eller sukker, skovles det op fra store stofsække og afvejes på en vægt med blylodder. Butikken betjenes som regel af min udlejer Rakesh, og jeg køber primært vand, smøger og stearinlys. Rakesh er en venlig mand med et klukkende smil. Han ville være en god bedstefar. Han er lidt rund i det og taler med en meget mild stemme. Hans bror Sumit er medejer, men arbejder på en gård i Dehradun i hverdagene. Sumit er lidt mere oppe på dupperne og har en friskere version af sin brors smil.

Min hushjælp Seema er vel halvanden meter høj. Hun har let til latter og går i kirke hver søndag. Jeg har købt lidt chokolade til hende, og det er hun vild med. Jeg tror hun er meget glad for, at jeg er glad, fordi det gør hendes job en del lettere. Hendes søn Vardan kan ikke engelsk, men han er en frisk dreng og en charmerende gavtyv. Vi leger "bøh!", og jeg giver ham flyveture. Datteren Prashansa kan engelsk, så hende snakker jeg en del med, samtidig med at jeg øver mit hindi. Hun har mødt mange internationale turister og kan tælle til ti på italiensk. Hendes store drøm er at komme til Italien, og det er urimeligt at en uge i Rom koster en indisk årsløn. Modsat mig synes Prashansa ikke at Mussoorie er the place to be. Hun er spændende at snakke med og god til at overraske mig.

Habib er min læse/skrive-lærer. På internettet har han et ry som rædsom lærer, men jeg ved ikke hvorfor. Han er en sjov og tyk mand, som kører på motorcykel og kaster med snebolde når vejret er til det. Jeg oplever, at han er god til at stille krav og presse mig, så jeg kunne godt finde på at vælge ham som sololærer.

Mussoorie virker lidt som en lille skov af bygninger, der er vokset vilkårligt op omkring en smal og snoet hovedvej. Der er kiosker, skomagere, elektronikbikse, frisører, æggesælgere, grønthandlere, shawlmagere, telefonbutikker og hoteller langs hele vejen. I den ene ende holder to skrædderbrødre til, Muhammad Islam og Iman. Islam har det vildeste navn, men Iman har langt det pæneste tandsæt. De vil begge gerne drikke chai hele tiden. Muhammad Islam inviterer op til sit lille hus med den flotte udsigt. Der snakker man om løst og fast, han kender alle i byen. Af og til nævner han, at hans datter godt kunne tænke sig en PC. Iman inviterer på te i butikken og ses stort set kun i skrædderstilling. Han fortæller om sine dygtige børn og er med god grund stolt af deres sociale opstigning. Han fortæller også en del om fordelene ved at købe stof med det samme, og vente med at beslutte sig for det endelige jakkesætsdesign, hvis man er i tvivl om noget.

Et stykke længere henne kan man i en lille restaurant, som i lavsæsonen kun har fladbrød på menukortet, få en uimodståeligt krydret sød, mælket chai. Indehaveren af stedet hedder Pardim. Han er 25 år og uden tvivl en af mine yndlingsmussoorieanere. Han ligner lidt Gael Garcia Bernal og har den samme uskyld i sit ansigt. Han kan lide at øve sit engelsk, og jeg kan lide at øve mit hindi. Vi har det godt sammen, og jeg får min chai til en god pris. Han bor fem minutter fra restauranten med sine forældre og søskende.

Harley er en ung englænder med et spændende navn og en kedelig personlighed. Jeg løb ind i ham for en uges tid siden. Han skal gå på den prestigefyldte Woodstock School de næste to år, men han har svært ved at mønstre entusiasme for noget. Han har haft en rodet opvækst i tre forskellige lande, og minder nu om en forkælet fjortenårig fanget i en ældre krop. Hans endeløse arsenal af dumme bemærkninger stammer desværre fra en usikkerhed, som gør ham meget kontaktsøgende.

Matthew er en herlig australier fra sprogskolen, som minder mig om min folkeskoleven Michael. Vi griner meget sammen og har samme åbne indstilling til Indien. Han har set et hav af bollywoodfilm og hans paratviden er stor. Vi er på bølgelængde, og det bliver nok ham, jeg drikker min første indiske øl med. Var vi vokset op sammen ville vi have været venner.

Jeg har haft en film til fremkaldelse i Mussoorie, hvilket betyder den er sendt til Dehradun og tilbage. Det koster 25 kroner. Jeg skal ned og hente mine billeder, og jeg vil også have en kartoffelburger og en kop chai. Hvis jeg møder Matt går vi en lang tur sammen.

Dagens hindi-fun-fact: På hindi hedder en bjørn "Baloo".

De kalder det snowfall

Jeg faldt i søvn til lyden af regn på taget, og da jeg vågnede sneede det. Alt var hvidt og tåget, og jeg overvejede kort, om alle kunne nå frem til skolen. Koldere er det nu ikke, og sneen lå i et tyndt lag. Jeg kommer fra Danmark, hvor jeg kan forstå, der lige nu sættes frostrekorder, så jeg har en stolt skandinavisk "that's not a knife"-indstilling til kulden. Hurtigt fandt jeg to plastikposer, jeg kunne have om sokkerne, og så tog jeg i skole.

Det går godt med studierne. Jeg er en "clever boy". Jeg elsker oplevelsen af, at sidde overfor en lærer, som sætter pris på, at jeg har arbejdet grundigt med lektierne. På nuværende tidspunkt fokuserer vi primært på sætninger såsom "den blå kuglepen ligger på bogen", men der er ikke langt til El Clásico: "Juan er på biblioteket".

Snevejret har lagt sig, og solen skinner gennem skyerne. Det er som om endnu en magi er kastet, byen ligner nu en hvid miniature i dalen. Det er billedskønt, men jeg tager få billeder. Min kloge ven Mads foreslog engang, at smukke landskaber ikke kan fotograferes, man må male dem for at fange øjeblikket. Jeg skal nu nok komme efter det, men jeg kan bedst lide at skrive.

Det blir ik better

Når man har det rigtig godt, skal man vel nyde det, og være varsom med at ønske sig mere. Sætter man næsen op efter noget man ikke kan få, risikerer man, at man bliver utilfreds med det man har. Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg kommer fra konen med æggenes land.

Og så alligevel. I søndags tog jeg mit første bad i Indien. Siden morgenen efter min ankomst har jeg haft lange underbukser og jeans på for at holde varmen. Jeg tog mit bad midt på dagen, for der er det mindst koldt. Uden tøj rystede jeg af kulde, og badeværelsesgulvet var så koldt, at jeg fik et chok og nærmest ikke kunne røre mig. Heldigvis er der varmt vand, så jeg fyldte en spand med varmt vand, jeg kunne stå i (senere samme dag købte jeg et par badesandaler). Jeg gennemførte mit bad lidt klodset, men bagefter følte jeg mig frisk som en vinterbader. For at finde en moppe til gulvet så jeg mig omkring på de to andre værelser i mit guesthouse. Then it stoned me.

Det ene værelse vender mod syd og har en fantastisk udsigt med Himalayabjergene i baggrunden. Forsigtigt og roligt med æggekonen in mente begyndte jeg at overveje, om jeg mon kunne flytte til det værelse og den udsigt. Jeg kunne ikke slippe tanken, selvom jeg var omhyggelig med at minde mig selv om, at jeg i forvejen havde det godt.

Mens jeg skriver dette, ser jeg skiftevis på mit papir og på dalen og tinderne. For at gøre en udramatisk historie kort, bor jeg nu endnu bedre. Solen skinner, men det har været en tåget dag. Der er noget magisk over at se skyerne i dalen, og det føles særligt når dampen pludselig som en tynd røg skyller ind over en. Jeg ved ikke om tågen spiller ind, men i dag har jeg set mange grå-hvide aber. Til nu har jeg ellers kun set brune. Jeg talte for lidt siden 13 aber fra mit vindue. De sidder på tagene, løber af og til omkring med elegante bevægelser og lange haler. En af dem bar en unge på maven, ungen holdt fast med arme og ben. Åh abe! Gid jeg var ligesom dig!

Jeg havde første skoledag i går. Landour Language School er baseret omkring en kristen kirke, og det har den været i 100 år. Jeg har fire undervisningstimer på 50 minutter fra 8-12 hver dag. Klokken 10 er der te-pause. Lige nu har jeg fire forskellige lærere, vi laver samtaleøvelser og jeg prøver at lære alfabetet. Det er sejt, og det er en underlig oplevelse at anstrenge til man mister pusten ved at læse et ord som "bog". Det er lidt ligesom at være et barn igen. Efter en særligt vanskelig oplæsning i dag, konstaterede jeg stakåndet: "It's very hard!". Min unge lærerinde svarede klogt, at det er imponerende at kunne læse og tale efter en enkelt dag, om det så kun er få ord. Alle lærerne er gode, og når vi næste uge kan vælge vores undervisere, har jeg ingen præferencer. Jeg kan godt lide, at de er forskellige. Det forventes at man bruger 2 timer på lektier om dagen, og i går var det en kamp. Til sidst fik jeg fat om det, og så var det svært at slippe igen.

Jeg kan høre, at Seema snart serverer frokost. Bagefter går jeg ned til Mussoorie og får en kop krydret chai. Så går jeg tilbage til Landour og på netcafé. Om aftenen skal der kæmpes med lektierne. Så ved jeg, at jeg sover godt.

Alt er meget smukt

Jeg føler mig rolig og godt tilpas i bakkerne. Jeg oplever en stærk følelse af taknemmelighed. Menneskenes ydmyghed gør mig forlegen, men det er en varm følelse.

I dag vågnede jeg 7:45 da mit vækkeur ringede. Seema kom kl. 8:30 og jeg ville være vågen til at lukke op for hende med det samme. Det regnede, og det var selvfølgelig meget koldt. Jeg stod op og gik på toilettet, røg en cigaret og lagde mig tilbage i soveposen med en bog. Udover soveposen varmer jeg mig med 2 striktrøjer, lange underbukser, jeans, uldsokker, en dyne og mine tre trofaste tæpper. Til morgenmad fik jeg oliestegt fladbrød med kartofler og chili, lidt stærke pickles og en varm kop te.

Det tager lidt tid før solen kommer om på min side af bjerget, og indtil da er jeg lidt for kuldskær til at bevæge mig ud. Jeg læste i sengen til kl. 11 og gik så en tur. Jeg bor i nærheden af en udkigspost, som en del turister kommer for at se. Det tager mig tre kvarter at gå derhen og tilbage, jeg følger en lille vej der fører rundt om bjerget.

På vejen så jeg tre indere, som var klatret op på en forhøjning i vejsiden. Nedenfor stod en gadehund med gylden pels. "This your dog?!" spurgte en af dem på afstand. "No", svarede jeg smilende. Af en eller anden grund går der ret mange hunde omkring. "Whose dog is it?" spurgte han igen. "I don't know. There are many dogs around here", svarede jeg. Jeg nåede hen til hunden, som logrende kom mig i møde. Da de så at hunden var harmløs hoppede de ned på vejen. En af dem var stadig lidt nervøs, men jeg forklarede at hundende efter min bedste overbevisning var meget fredelige. "We are doctors from Delhi", sagde en. De så unge ud. Jeg fulgte dem til deres hvide stationcar, og de tilbød mig et lift, som jeg pænt takkede nej til. Det er dejligt at gå.

Jeg fulgte med hunden rundt om bjerget. Der er en lille plads med et par kiosker og en slags netcafé, hvor vejen deler sig. Den ene retning fører hjem til mig, og den anden snor sig ned til Mussoorie. Jeg havde egentlig tænkt mig at drikke en kop chai på pladsen, men der sad en gruppe hvide turister, så jeg gik direkte hjem. Jeg nyder at være alene i bjergene.

Da jeg først havde set én abe, så jeg pludselig aber over det hele. I går nat kravlede en abe rundt på mit tag. Det er lidt det samme med turisterne. I starten så jeg ingen, men jeg har efterhånden mødt en del. Der er også mange indere, der tager hertil på ferie. Hvis jeg falder i snak med dem, er de venlige, og de er omhyggelige med at give mig hånden, når vi siger farvel.

Da jeg kom hjem, begyndte jeg at skrive, men blev afbrudt da Seema kom for at lave frokost til mig. Hun havde sin søn og sin datter med. Drengen er omkring 7 år, og jeg bød ham på lidt jordnødder. Nogle minutter sad vi stille og knækkede nødder sammen. Han kan ikke engelsk, og jeg kan ikke hindi, så vi smilede bare til hinanden. Han havde to små tommer bøtter fugtighedscréme, som han forstod at lege gevaldigt med. Jeg legede med, og han kunne ikke holde op med at grine. Datteren er 12 og ret god til engelsk. Jeg lod hende prøve min discman, og det tror jeg hun syntes var spændende. Vi hyggede os, og de var vældigt nysgerrige og opmærksomme. En del tid gik med at se på kort over Mussoorie og Utharakhand.

Jeg fik fladbrød, linsesuppe, kartofler og kål til frokost. Seemas mad smager godt og stærkt, og jeg spiser op hver gang. Det sætter hun pris på, og når hun henter min tallerken siger hun: "Thank you for eating it all!".

I morgen klokken 8 begynder min hindi-undervisning. Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå. For at være præsentabel, vil jeg prøve mit bad og klippe mine negle. Så går jeg ned til Mussoorie og køber taletid og hjem igen og på netcafé. Tilværelsen er enkel for tiden.

Snow View

Jeg bor i Landour Mussoorie på toppen af et bjerg omkring 2300 meter over havet. Jeg vågnede i morges fra en drøm om Danmark og nåede forvirret at undre mig over hvor jeg var, før jeg mærkede kulden. Jeg frøs så jeg knapt kunne røre mig, og jeg kunne ikke overskue, hvad jeg skulle gøre ved det. Efter lidt mild panik sneg jeg ud af sengen og tog en striktrøje på, mens jeg sendte varme tanker til Emil, som havde mindet mig om at tage lange underbukser med.

Jeg vred mig en halv times tid i soveposen under både tæpper og dyner, mens jeg forgæves forsøgte at tænke mig varm, til det bankede på døren. Det var min hushjælp Seema, der kom for at lave morgenmad til mig i mit lille køkken. Der er noget tvivlsomt ved ordningen, men det er fuldstændigt fantastisk at have hushjælp. A man needs a maid! I hvert fald i Landour. Med oliestegt fladbrød, en stærk omelet, en varm kop chai og sit gode humør reddede Seema min morgenstund. Efter nogle timer brød solen frem og lunede. Da jeg var ude at gå tur blev det hurtigt varmt.

Mod nord kan jeg se Himalaya, og mod syd er der en kæmpe dal omgivet af grønne bakker. Jeg kan se det meste af Mussoorie fra min bjergtop, og det er en smuk, rodet by. Jeg vil tro byen ligger et par hundrede meter lavere end mit guest house, og gåturene op og ned skal nok holde mig i form.

I dag er jeg gået op og ned 2 gange. Jeg hilser og smiler til dem jeg møder, og de hilser og smiler igen. Enkelte børn griner. Jeg har spist frokost og aftensmad tilberedt af Seema, og det smager skønt. Jeg så en abe på vej op ad bjergvejen, og kort efter huskede Seema mig på at lukke vinduet til mit værelse, så der ikke kommer aber ind. Hun viste derefter med armene, hvad en abe ville gøre, hvis den kom ind på mit værelse. Efter jeg blev opmærksom på aberne har jeg vel set en 20 stykker. De er hellige og får lov at gå i fred, og de virker fredelige. Man kan komme tæt på dem, og deres bevægelser når de løber og hopper er skønne.

Jeg har købt to stearinlys for at supplere det rigeligt lysstofblå skær på mit værelse og i et håb om at de varmer lidt. Jeg skriver dette i lysenes skær, siddende ved mit skrivebord på en hvis plasticstol af sommerhustypen. Klokken er 20:30 og jeg kan tydeligt se min ånde. Jeg har jakke på og to tæpper over bukserne. Siden jeg forlod Århus har jeg haft så mange indtryk, at jeg hverken har læst eller hørt musik. Nu vil jeg kravle i soveposen og gøre begge dele.

On the road

På en hullet og ensporet vej med fodgængere, cyklister, oksekærrer og motorcykler, kan man med 60 km/t sagtens overhale en bus, selvom en modkørende bil er ved at gøre det samme. Man skal blot sørge for samtidig at tale i telefon, og så skal man holde sin bane indtil den modkørende bremser eller kører i grøften. Det fandt jeg ud af i går. Det var en hæsblæsende oplevelse at sidde på forsædet, mens min chauffør gennemførte den ene utrolige overhaling efter den anden. Samtidig var jeg tryg, som jeg altid er med taxachauffører, der som bekendt har styr på det.

På bagsmækken af busser, lastbiler og varevogne stod "blow horn", "please horn" og andre variationer. I Danmark bruges dyt vel ofte til at skælde ud, men i Indien kan man måske sammenligne dyttet med et pift. Man dytter næsten ved hver overhaling, og det er egentlig meget praktisk, eftersom sigtbarheden ikke er optimal og sidespejle en undtagelse. I bakket terræn med mange sving dytter man ved hvert hjørne for at gøre opmærksom på, at man er på vej. En del vejskilte minder bilisterne om at dytte med slogans som "Alert Avoid Accident".

Jeg vil tro vi kørte 20 km før vi var ude af Delhi, men det er svært at vurdere, for udover korte strækninger kørte vi hele tiden gennem større og mindre landsbyer. Min chauffør fortalte at han kørte en genvej, men jeg ville ikke være overrasket hvis det var hovedvejen. I hvert fald var der utroligt meget liv på vejen og i de omkringliggende byer. Jeg så okser, ælser, heste, cykler og små knallerter, som alle var læsset til langt over randen, typisk med mennesker eller sukkerrør. Jeg så en masse Indien fra forsædet, og jeg har været ét stort smil under hele turen. Vi kørte forbi store sukkerfabrikker og små lokale raffinaderier, hvor røgen stod på fra bål og generatorer. Jeg så reklamer for nybyggede boligblokke med tilknyttet cricket-bane ved siden af høje stilladser sat sammen af store grene.

Jeg bilder mig selvfølgelig ikke ind, at man kan opleve hele Indien på landevejen mellem Delhi og Dehradun, men fordi vejen var så levende, følte jeg alligevel, at jeg fik et fremragende førstehåndsindtryk af det land, jeg skal være i de næste 4 måneder. Vi standsede nogle gange undervejs, vejret var dejligt og jeg fik både chai og mad ved de små landevejsbarer, mens jeg nød at suge indtryk til mig. Efter 8 timer nåede vi mit guest house, og chaufføren hjalp mig med at finde min udlejer Rakesh. Jeg havde lovet personalet på turistkontoret ikke at betale chaufføren yderligere, men da han gjorde store fugtige hundeøjne, kunne jeg ikke stå imod og gav ham 200 rupees i drikkepenge.

Rakesh viste mig mit værelse og hentede ristet brød med smør og en kop varm chai til mig. Udmattet gik jeg på hovedet i seng.

Ankomst, Delhi

Jeg vidste, at jeg skulle have en pre-paid taxa fra lufthavnen til togstationen i Delhi, men derfra var mine planer måske lovligt uklare. Min taxachauffør hed Rajan, og han var god til både at smile og snakke med mig, samtidig med at han kørte Ambassador-taxaen. Jeg troede folk dyttede ad ham, fordi han kastede sig ud i den ene halsbrækkende manøvre efter den anden, til det gik op for mig, at det var ham der dyttede for at signalere halsbrækkende manøvrer.

Han mente, at jeg nok skulle omkring turistkontoret for at få fat i en turist-kvote-billet, men jeg tænkte det ville gå at troppe op på stationen. Han foreslog også at køre mig hele vejen til Dehradun, men vi blev hurtigt enige om, at det var noget billigere med en togbillet. Alt ved Rajan var venligt og muntert, og jeg var lidt ærgerlig over at tage afsked med ham ved New Delhi Railway Station.

Hvad jeg nåede at se af stationen var ikke helt som jeg havde ventet. To høje gitterlåger på klem udgjorde indgangen til en grusplads, der førte hen til noget der lignede en stor lade. Til venstre for laden var en kæmpe stentavle med oplysninger om de forskellige afgange. På sanskrit. Et mindre skilt forklarede, at det var nødvendigt at udfylde en reservationsblanket, som kunne findes i "cloak room". Cloak room var et lille skur til højre for laden, og da jeg stod foran det, kom en stor smilende mand ud. Han var meget hjælpsom, hvilket jeg i situationen værdsatte. Manden forklarede, at han selv var fra Dehradun, og at toget gik 15:30. Han hjalp mig med at udfylde min reservationsseddel og fortalte så, at jeg for at få min turistbillet måtte omkring turistkontoret. Da det turistkontor han henviste til ikke var på mit Delhi-kort, fandt vi en kortsælger, som havde et kort hvor adressen fremgik. Jeg stod på en rickshaw til 20 rupees og blev sat af ved N-block Connaught Place og ført til turistkontorets dør.

Jeg har arbejdet en del på kontor, og jeg har været på en del turistkontorer, men jeg har aldrig set et turistkontor som dette. Lidt usselt, meget småt, med alt for mange ansatte, uden en egentlig skranke eller en stander med brochurer. Kontoret har vel haft et samlet areal på 25 kvadratmeter, men på en eller anden måde var det alligvel blevet inddelt i et receptionslokale og tre aflukkede kabiner med vægge i mat glas. Jeg kunne ikke tænke WTF før en mand havde ført mig ind i en kabine og sagt "red white dynamite!". Han oplyste at der ikke var billetter til Dehradun før d. 6. februar men planlagde på få sekunder en tour de "real India" over Jaipur og Agra, som jeg kunne få ventedagene til at gå med.

Omkring dette tidspunkt begyndte en rødlig SCAM-lampe at blinke, i en del af min hjerne, som til da vel havde haft travlt med at bearbejde utallige uvante og særprægede indtryk af Delhi. Jeg tak en livline og ringede til Emil for en 2nd opinion. Da klokken var 7:30 i Danmark, fik jeg ikke svar, og jeg foreslog i stedet den entusiastiske mand, at jeg ville konsultere det turistkontor som var afmærket på mit Delhikort.

Han tog det som en grov fornærmelse og blev en smule anklagende i faconen mens hans øjne fugtede af skuffelse. I grunden var jeg ikke helt vild med ideen om at gå bare 500 meter alene i Delhi for at finde det andet turistkontor, så jeg har nok været lettet over, at en kollega observerede den anspændte situation og tilbød sin hjælp. Derfra gik højst to minutter før vi havde bestilt en taxa til Dehradun og videre til mit guest house i Landour for 6500 rupees. En guide førte mig i Deutsche Bank efter kontanter og på restaurant efter et toilet, og mens jeg derefter nød en kop te mens jeg tvivlede på om jeg ville nå frem, så jeg flere turister blive møvet ind og ud af de små kabiner. Efter lidt tid blev jeg ført til taxaen og mødte min nye chauffør, som også hed Rajan. Such a beautiful name, and one that probably means cab driver.