Another one hikes the dust

I fredags mødte jeg skoleinspektøren og fortalte om sidste uges landsbyhike. Han er altid glad for at høre, hvordan mine ture går, og når jeg kort har refereret mine indtryk, begynder han at tale. Han taler sagte, så man skal høre godt efter. Mange af hans sætninger afsluttes med et stort smil og et retorisk spørgsmål á la "do you see my point?". Hans pointer er gode, og jeg ser dem og forstår dem. Han fortalte mig, at jeg snart kender Mussoorie bedre end størstedelen af lokalbefolkningen, som sjældent kommer omkring. Da Mr. Datt var ung vandrede han hver anden dag og sad længe på bjergtoppene og tænkte. Jeg tror, han sætter pris på, at jeg er ved at udvikle en lignende interesse. Han taler meget om, hvad jeg ser, når jeg vandrer. Han vil ikke bestemme, hvad jeg skal se, men han vil have mig til at se, at jeg ser. Nogle ser skoven og planterne, nogle ser dyrene, nogle ser helheden og nogle ser detaljer. Nogle ser kun sig selv, og andre ser kun bjerget. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg ser. Jeg spurgte efter en ny spændende rute, og Mr. Datt foreslog mig en udfordrende udforskningstur til bjerget ved Suakholi.

Inspektøren abonnerer på teorien om, at man maksimerer sin fritid ved at stå tidligt op på fridage. I dag er søndag, og klokken syv i morges mødte jeg Eva ved bussen til Suakholi. Vi ankom til den meget lille by, spiste morgenmad og vandrede afsted. Først gennem en tæt skov ad en sti som måske var en menneskesti og måske bare renden, hvor smeltevandet løber. Det var stejlt og vi måtte gribe fat i græs og grene for at komme op. Vi nåede den første top og lærte dagens lektie: der er altid en top til. Efter endnu en top var vi på bjergets sydside, og her var terrænet anderledes tørt og klippet. Vi klatrede på klipper og nåede op i ørnehøjde. En sti førte os gennem en landsby med fire små blå huse, nogle køer og geder. Derfra kunne vi se den sidste top, men der var stadig en god halv time til toppen. Vi går i et roligt tempo, jeg forrest. Som inspektøren siger, bliver man ydmyg i mødet med den mægtige natur, men samtidig føler man sig stærk når mødet lykkes. Fra toppen nød vi længe udsigten til de utallige store grønne bjerge der fortsatte i horisonten. Blå himmel og lun sol. Don't talk put your head on my shoulder. Jeg fik en bid af den forbudte æblekage. På vej ned fik vi en kop te og en snak med en lokal bondemand, som havde et morsomt gnæggende grin. Vi gav hans glade børn appelsiner og gik langsomt ned mod Suakholi. Fra byen tog vi udmattede bussen hjem, og jeg ved, at jeg sover som en sten i nat.