Jeg føler mig rolig og godt tilpas i bakkerne. Jeg oplever en stærk følelse af taknemmelighed. Menneskenes ydmyghed gør mig forlegen, men det er en varm følelse.
I dag vågnede jeg 7:45 da mit vækkeur ringede. Seema kom kl. 8:30 og jeg ville være vågen til at lukke op for hende med det samme. Det regnede, og det var selvfølgelig meget koldt. Jeg stod op og gik på toilettet, røg en cigaret og lagde mig tilbage i soveposen med en bog. Udover soveposen varmer jeg mig med 2 striktrøjer, lange underbukser, jeans, uldsokker, en dyne og mine tre trofaste tæpper. Til morgenmad fik jeg oliestegt fladbrød med kartofler og chili, lidt stærke pickles og en varm kop te.
Det tager lidt tid før solen kommer om på min side af bjerget, og indtil da er jeg lidt for kuldskær til at bevæge mig ud. Jeg læste i sengen til kl. 11 og gik så en tur. Jeg bor i nærheden af en udkigspost, som en del turister kommer for at se. Det tager mig tre kvarter at gå derhen og tilbage, jeg følger en lille vej der fører rundt om bjerget.
På vejen så jeg tre indere, som var klatret op på en forhøjning i vejsiden. Nedenfor stod en gadehund med gylden pels. "This your dog?!" spurgte en af dem på afstand. "No", svarede jeg smilende. Af en eller anden grund går der ret mange hunde omkring. "Whose dog is it?" spurgte han igen. "I don't know. There are many dogs around here", svarede jeg. Jeg nåede hen til hunden, som logrende kom mig i møde. Da de så at hunden var harmløs hoppede de ned på vejen. En af dem var stadig lidt nervøs, men jeg forklarede at hundende efter min bedste overbevisning var meget fredelige. "We are doctors from Delhi", sagde en. De så unge ud. Jeg fulgte dem til deres hvide stationcar, og de tilbød mig et lift, som jeg pænt takkede nej til. Det er dejligt at gå.
Jeg fulgte med hunden rundt om bjerget. Der er en lille plads med et par kiosker og en slags netcafé, hvor vejen deler sig. Den ene retning fører hjem til mig, og den anden snor sig ned til Mussoorie. Jeg havde egentlig tænkt mig at drikke en kop chai på pladsen, men der sad en gruppe hvide turister, så jeg gik direkte hjem. Jeg nyder at være alene i bjergene.
Da jeg først havde set én abe, så jeg pludselig aber over det hele. I går nat kravlede en abe rundt på mit tag. Det er lidt det samme med turisterne. I starten så jeg ingen, men jeg har efterhånden mødt en del. Der er også mange indere, der tager hertil på ferie. Hvis jeg falder i snak med dem, er de venlige, og de er omhyggelige med at give mig hånden, når vi siger farvel.
Da jeg kom hjem, begyndte jeg at skrive, men blev afbrudt da Seema kom for at lave frokost til mig. Hun havde sin søn og sin datter med. Drengen er omkring 7 år, og jeg bød ham på lidt jordnødder. Nogle minutter sad vi stille og knækkede nødder sammen. Han kan ikke engelsk, og jeg kan ikke hindi, så vi smilede bare til hinanden. Han havde to små tommer bøtter fugtighedscréme, som han forstod at lege gevaldigt med. Jeg legede med, og han kunne ikke holde op med at grine. Datteren er 12 og ret god til engelsk. Jeg lod hende prøve min discman, og det tror jeg hun syntes var spændende. Vi hyggede os, og de var vældigt nysgerrige og opmærksomme. En del tid gik med at se på kort over Mussoorie og Utharakhand.
Jeg fik fladbrød, linsesuppe, kartofler og kål til frokost. Seemas mad smager godt og stærkt, og jeg spiser op hver gang. Det sætter hun pris på, og når hun henter min tallerken siger hun: "Thank you for eating it all!".
I morgen klokken 8 begynder min hindi-undervisning. Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå. For at være præsentabel, vil jeg prøve mit bad og klippe mine negle. Så går jeg ned til Mussoorie og køber taletid og hjem igen og på netcafé. Tilværelsen er enkel for tiden.
No comments:
Post a Comment