Snow View

Jeg bor i Landour Mussoorie på toppen af et bjerg omkring 2300 meter over havet. Jeg vågnede i morges fra en drøm om Danmark og nåede forvirret at undre mig over hvor jeg var, før jeg mærkede kulden. Jeg frøs så jeg knapt kunne røre mig, og jeg kunne ikke overskue, hvad jeg skulle gøre ved det. Efter lidt mild panik sneg jeg ud af sengen og tog en striktrøje på, mens jeg sendte varme tanker til Emil, som havde mindet mig om at tage lange underbukser med.

Jeg vred mig en halv times tid i soveposen under både tæpper og dyner, mens jeg forgæves forsøgte at tænke mig varm, til det bankede på døren. Det var min hushjælp Seema, der kom for at lave morgenmad til mig i mit lille køkken. Der er noget tvivlsomt ved ordningen, men det er fuldstændigt fantastisk at have hushjælp. A man needs a maid! I hvert fald i Landour. Med oliestegt fladbrød, en stærk omelet, en varm kop chai og sit gode humør reddede Seema min morgenstund. Efter nogle timer brød solen frem og lunede. Da jeg var ude at gå tur blev det hurtigt varmt.

Mod nord kan jeg se Himalaya, og mod syd er der en kæmpe dal omgivet af grønne bakker. Jeg kan se det meste af Mussoorie fra min bjergtop, og det er en smuk, rodet by. Jeg vil tro byen ligger et par hundrede meter lavere end mit guest house, og gåturene op og ned skal nok holde mig i form.

I dag er jeg gået op og ned 2 gange. Jeg hilser og smiler til dem jeg møder, og de hilser og smiler igen. Enkelte børn griner. Jeg har spist frokost og aftensmad tilberedt af Seema, og det smager skønt. Jeg så en abe på vej op ad bjergvejen, og kort efter huskede Seema mig på at lukke vinduet til mit værelse, så der ikke kommer aber ind. Hun viste derefter med armene, hvad en abe ville gøre, hvis den kom ind på mit værelse. Efter jeg blev opmærksom på aberne har jeg vel set en 20 stykker. De er hellige og får lov at gå i fred, og de virker fredelige. Man kan komme tæt på dem, og deres bevægelser når de løber og hopper er skønne.

Jeg har købt to stearinlys for at supplere det rigeligt lysstofblå skær på mit værelse og i et håb om at de varmer lidt. Jeg skriver dette i lysenes skær, siddende ved mit skrivebord på en hvis plasticstol af sommerhustypen. Klokken er 20:30 og jeg kan tydeligt se min ånde. Jeg har jakke på og to tæpper over bukserne. Siden jeg forlod Århus har jeg haft så mange indtryk, at jeg hverken har læst eller hørt musik. Nu vil jeg kravle i soveposen og gøre begge dele.