Det blir ik better

Når man har det rigtig godt, skal man vel nyde det, og være varsom med at ønske sig mere. Sætter man næsen op efter noget man ikke kan få, risikerer man, at man bliver utilfreds med det man har. Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg kommer fra konen med æggenes land.

Og så alligevel. I søndags tog jeg mit første bad i Indien. Siden morgenen efter min ankomst har jeg haft lange underbukser og jeans på for at holde varmen. Jeg tog mit bad midt på dagen, for der er det mindst koldt. Uden tøj rystede jeg af kulde, og badeværelsesgulvet var så koldt, at jeg fik et chok og nærmest ikke kunne røre mig. Heldigvis er der varmt vand, så jeg fyldte en spand med varmt vand, jeg kunne stå i (senere samme dag købte jeg et par badesandaler). Jeg gennemførte mit bad lidt klodset, men bagefter følte jeg mig frisk som en vinterbader. For at finde en moppe til gulvet så jeg mig omkring på de to andre værelser i mit guesthouse. Then it stoned me.

Det ene værelse vender mod syd og har en fantastisk udsigt med Himalayabjergene i baggrunden. Forsigtigt og roligt med æggekonen in mente begyndte jeg at overveje, om jeg mon kunne flytte til det værelse og den udsigt. Jeg kunne ikke slippe tanken, selvom jeg var omhyggelig med at minde mig selv om, at jeg i forvejen havde det godt.

Mens jeg skriver dette, ser jeg skiftevis på mit papir og på dalen og tinderne. For at gøre en udramatisk historie kort, bor jeg nu endnu bedre. Solen skinner, men det har været en tåget dag. Der er noget magisk over at se skyerne i dalen, og det føles særligt når dampen pludselig som en tynd røg skyller ind over en. Jeg ved ikke om tågen spiller ind, men i dag har jeg set mange grå-hvide aber. Til nu har jeg ellers kun set brune. Jeg talte for lidt siden 13 aber fra mit vindue. De sidder på tagene, løber af og til omkring med elegante bevægelser og lange haler. En af dem bar en unge på maven, ungen holdt fast med arme og ben. Åh abe! Gid jeg var ligesom dig!

Jeg havde første skoledag i går. Landour Language School er baseret omkring en kristen kirke, og det har den været i 100 år. Jeg har fire undervisningstimer på 50 minutter fra 8-12 hver dag. Klokken 10 er der te-pause. Lige nu har jeg fire forskellige lærere, vi laver samtaleøvelser og jeg prøver at lære alfabetet. Det er sejt, og det er en underlig oplevelse at anstrenge til man mister pusten ved at læse et ord som "bog". Det er lidt ligesom at være et barn igen. Efter en særligt vanskelig oplæsning i dag, konstaterede jeg stakåndet: "It's very hard!". Min unge lærerinde svarede klogt, at det er imponerende at kunne læse og tale efter en enkelt dag, om det så kun er få ord. Alle lærerne er gode, og når vi næste uge kan vælge vores undervisere, har jeg ingen præferencer. Jeg kan godt lide, at de er forskellige. Det forventes at man bruger 2 timer på lektier om dagen, og i går var det en kamp. Til sidst fik jeg fat om det, og så var det svært at slippe igen.

Jeg kan høre, at Seema snart serverer frokost. Bagefter går jeg ned til Mussoorie og får en kop krydret chai. Så går jeg tilbage til Landour og på netcafé. Om aftenen skal der kæmpes med lektierne. Så ved jeg, at jeg sover godt.