En rigtig god søndag

Jeg mødte skoleinspektøren i fredags. Han er en venlig mand, som går mig til skuldrene. Han har gråt hår og et veltrimmet skæg, og selvom hans tøj ikke virker dyrt, ser han altid nydelig ud. Han har vandret meget i bjergene og set bjørne og leoparder. Hvis nogen elever havde lyst til at vandre, ville han gerne hjælpe til, og jeg havde givet udtryk for, at jeg syntes ideen var fremragende. Han pegede på to bjerge, det ene gemt i skyer bag det andet, og gav en meget overordnet rutevejledning.

I dag vågnede jeg lidt i 8 og begav mig mod Mussoorie for at mødes med Matthew. Hovedgaden er lang, og på vej ud af byen fik vi nudler og chai til morgenmad. Jeg tankede smøger og vand, og vi nåede byens vestlige ende, som markeres af et bibliotek fra 1853, hvor der nu er butikker. Vi drejede til højre mod turens første stop, en tibetansk-buddhistisk by-udenfor-byen. Den har det naivt charmerende navn Happy Valley, og alle bygningerne lader til at være doneret af europæere. Ved den tibetanske skole hilste en 16-årig nepalesisk-tibetansk tilflytter på os, og vi faldt i snak. Han var venlig og meget ivrig efter at tale med os. Matthew har en fantastisk latter, som er oprigtig og smittende, og han er god til at møde mennesker. Da vi sagde farvel til den unge mand, spurgte han, om han måtte kalde os brødre.

Vi så det fine buddhistiske tempel, hvis nymalede komplementærfarver skinnede i solen. Jeg må nok sige, at stilen byder min europæiske sans for æstetik noget imod. Fra en større afsats med gelænder kunne vi se to veje under os, en mod syd og en mod nord. Vi valgte vejen mod syd, men da vi bevægede os mod den, forsvandt den, og vi måtte spørge om vej. Vi blev peget mod nord og brugte en god halv time på at finde den rigtige vej ud af den lykkelige lille by.

Med mine bjerguvante øjne ligner de forskellige bjerge hinanden til forveksling, og det blev hurtigt uklart hvor vi var på vej hen. Matt tog en fornuftig beslutning om at rette kursen mod seværdigheden Kempti Falls. På den måde fik turen et mål, og det blev muligt at spørge om vej.

Det har været en varm weekend i Mussoorie, mine ører er solsvedne og vi gik i t-shirts. Først fulgte vi den asfalterede hovedvej, som smalt slingrede ned gennem bakkerne. To biler med unge turister fra Delhi standsede for at tage billeder med os. Vi begyndte at lede efter smutveje ind i terrænet, og da muligheden bød sig forlod vi hovedvejen. Efter en kort travetur i bakkerne skød nogle lave bygninger op. Vi nåede dem og svingede til højre ad en lille sti. Nogen sagde "Hey!" og vi vendte os om.

En smuk ung kvinde smilede os i møde, hun havde en lethed over sig. "Namaste!" svarede vi. Hun anviste os vejen mod Kempti Falls gennem landskabet. Hendes onkel stoppede os undervejs og prøvede at vise os op mod asfaltvejen, men hun grinede lydløst og rystede ham af sig. Mødet gav os ny energi, og vi vandrede videre. På de små stier så vi kvinder med segl og køer, over os svævede store ørne. Stien gik ind og ud af små bebyggelser til vi nåede Kempti Falls.

Vi spiste frokost, og jeg købte solcréme. Vi gik det sidste stykke ned og så faldene. Matthew lod sig ikke imponere videre af de indrømmet små fald, men jeg syntes de var fine og tog lidt billeder. Jeg tror vi begge var usikre omkring hjemturen, for det ville gå opad hele vejen, og bakkerne er høje. Turen ned havde taget tre timer, så vi forventede en lang og hård hjemtur, men fordi vi nu kendte landskabet og stisystemerne var det let. Det er sjovt at vandre. Det kan virke formålsløst, men der er noget uafviseligt meningsfuldt ved at sætte den ene fod foran den anden til sveden driver.

Jeg sørgede for, at vi kom forbi de små huse med den unge kvinde igen, og da vi nåede dem satte jeg tempoet ned. Hun hilste os i møde og smilede. Jeg tror hun var alene hjemme. Det var som om hun svævede. Hun spurgte, om vi ville have en kop te, og jeg svarede straks ja. Næsten alle kvinder i Mussoorie slår blikket ned, når man passerer dem, på grund af en eller anden dum uskreven regel om, at kvinder ikke må se på præcis hvad de vil. Hun var meget anderledes, meget rolig. Hun hentede to stole og og to kopper te, serverede desuden hjemmelavede og stærkt krydrede pakodaer. Hun viste billeder fra sin søsters bryllup. Jeg glemte hvad hun hed og jeg glemte at fotografere hende. The Lily of the West.

I Mussoorie spiste vi aftensmad, købte lokal rom, cola og to plastikkrus. Vi fandt en udkigspost med udsigt over dalen og Dehraduns tusind glimtende lys. Vi snakkede og hyggede os, og ved titiden gik vi hjem. Jeg har været lidt usikker omkring gadehundene ved nattetid og var glad for at møde en logrende en af slagsen, som glad fulgte mig til dørs. I dag laver jeg ikke lektier, men det har været en dejlig dag.