Persongalleri

Det er weekend, og jeg sover lidt længere end ellers. Solen skinner, og finder man en vindstille plads i lyset er det lunt. Jeg går omkring i Mussoories hovedgade og hilser på dem jeg ser. Mit eksotiske look gør, at enkelte indiske turister gerne vil have taget et billede med mig. Jeg er glad for at hjælpe dem. Højsæsonen i Mussoorie starter til april, og rygtet siger at op mod 20 millioner turister fra Indien kommer forbi for at nyde det kølige klima og de imponerende omgivelser. Til den tid åbner de butikker, der lige nu er sæsonlukkede, og byens 147 hoteller får travlt. Jeg nyder, at gaden endnu ikke er et mylder.

Da jeg fortæller min hushjælps datter, at der bor cirka 30.000 mennesker i Mussoorie udbryder hun: "Noooo! It can't be true!". Det er imidlertid, hvad både turistkontoret og Wikipedia oplyser. Jeg vil gerne fortælle lidt om de mennesker, jeg har mødt.

Mit værelse ligger oven på en meget lille butik, som sælger alt fra bleer til smøger, stearinlys og mel. Køber man mel eller sukker, skovles det op fra store stofsække og afvejes på en vægt med blylodder. Butikken betjenes som regel af min udlejer Rakesh, og jeg køber primært vand, smøger og stearinlys. Rakesh er en venlig mand med et klukkende smil. Han ville være en god bedstefar. Han er lidt rund i det og taler med en meget mild stemme. Hans bror Sumit er medejer, men arbejder på en gård i Dehradun i hverdagene. Sumit er lidt mere oppe på dupperne og har en friskere version af sin brors smil.

Min hushjælp Seema er vel halvanden meter høj. Hun har let til latter og går i kirke hver søndag. Jeg har købt lidt chokolade til hende, og det er hun vild med. Jeg tror hun er meget glad for, at jeg er glad, fordi det gør hendes job en del lettere. Hendes søn Vardan kan ikke engelsk, men han er en frisk dreng og en charmerende gavtyv. Vi leger "bøh!", og jeg giver ham flyveture. Datteren Prashansa kan engelsk, så hende snakker jeg en del med, samtidig med at jeg øver mit hindi. Hun har mødt mange internationale turister og kan tælle til ti på italiensk. Hendes store drøm er at komme til Italien, og det er urimeligt at en uge i Rom koster en indisk årsløn. Modsat mig synes Prashansa ikke at Mussoorie er the place to be. Hun er spændende at snakke med og god til at overraske mig.

Habib er min læse/skrive-lærer. På internettet har han et ry som rædsom lærer, men jeg ved ikke hvorfor. Han er en sjov og tyk mand, som kører på motorcykel og kaster med snebolde når vejret er til det. Jeg oplever, at han er god til at stille krav og presse mig, så jeg kunne godt finde på at vælge ham som sololærer.

Mussoorie virker lidt som en lille skov af bygninger, der er vokset vilkårligt op omkring en smal og snoet hovedvej. Der er kiosker, skomagere, elektronikbikse, frisører, æggesælgere, grønthandlere, shawlmagere, telefonbutikker og hoteller langs hele vejen. I den ene ende holder to skrædderbrødre til, Muhammad Islam og Iman. Islam har det vildeste navn, men Iman har langt det pæneste tandsæt. De vil begge gerne drikke chai hele tiden. Muhammad Islam inviterer op til sit lille hus med den flotte udsigt. Der snakker man om løst og fast, han kender alle i byen. Af og til nævner han, at hans datter godt kunne tænke sig en PC. Iman inviterer på te i butikken og ses stort set kun i skrædderstilling. Han fortæller om sine dygtige børn og er med god grund stolt af deres sociale opstigning. Han fortæller også en del om fordelene ved at købe stof med det samme, og vente med at beslutte sig for det endelige jakkesætsdesign, hvis man er i tvivl om noget.

Et stykke længere henne kan man i en lille restaurant, som i lavsæsonen kun har fladbrød på menukortet, få en uimodståeligt krydret sød, mælket chai. Indehaveren af stedet hedder Pardim. Han er 25 år og uden tvivl en af mine yndlingsmussoorieanere. Han ligner lidt Gael Garcia Bernal og har den samme uskyld i sit ansigt. Han kan lide at øve sit engelsk, og jeg kan lide at øve mit hindi. Vi har det godt sammen, og jeg får min chai til en god pris. Han bor fem minutter fra restauranten med sine forældre og søskende.

Harley er en ung englænder med et spændende navn og en kedelig personlighed. Jeg løb ind i ham for en uges tid siden. Han skal gå på den prestigefyldte Woodstock School de næste to år, men han har svært ved at mønstre entusiasme for noget. Han har haft en rodet opvækst i tre forskellige lande, og minder nu om en forkælet fjortenårig fanget i en ældre krop. Hans endeløse arsenal af dumme bemærkninger stammer desværre fra en usikkerhed, som gør ham meget kontaktsøgende.

Matthew er en herlig australier fra sprogskolen, som minder mig om min folkeskoleven Michael. Vi griner meget sammen og har samme åbne indstilling til Indien. Han har set et hav af bollywoodfilm og hans paratviden er stor. Vi er på bølgelængde, og det bliver nok ham, jeg drikker min første indiske øl med. Var vi vokset op sammen ville vi have været venner.

Jeg har haft en film til fremkaldelse i Mussoorie, hvilket betyder den er sendt til Dehradun og tilbage. Det koster 25 kroner. Jeg skal ned og hente mine billeder, og jeg vil også have en kartoffelburger og en kop chai. Hvis jeg møder Matt går vi en lang tur sammen.

Dagens hindi-fun-fact: På hindi hedder en bjørn "Baloo".