This way it's poetry

Eva er fra Heidelberg, hun læser antropologi. Hun er en smuk ung kvinde, lidt spinkel og med et genert udtryk. Når hun taler engelsk med sin tyske accent, er det som om, hun spidser munden og smager på ordene med det yderste af tungen. De næste fire uger skal hun arbejde for en NGO i Jodhpur.

I går holdt min nye nabo Amber filmaften med tøserne fra skolen. Jeg var inviteret, og i en popcornspause under den tre timer lange bollywoodkomedie, bød jeg Eva på en cigaret på mit værelse. Jeg spurgte om hun ville have et kys, og hun svarede at hun havde en kæreste. Jeg gik mentalt i fosterstilling, og i min panik over at være fanget i min krop på mit værelse inviterede jeg hende med på mig og Matts planlagte solohike om søndagen.

Vi skulle mødes klokken halv ni og jeg stod tidligt op. Jeg kom lidt for sent og fandt Matt og Eva på en café overfor hans hotel. Vi drak chai og spiste morgenmad sammen, før vi begav os afsted. Matt havde haft store mavegener dagen før, men han virkede morgenfrisk. Efter 10 minutter gav han alligevel op og vendte næsen hjemad, og pludselig var det mig og Evas solohike.

Jeg havde denne gang fået skoleinspektøren til at skrive rutevejledningen ned, og jeg havde heldigvis memoreret den, for selvfølgelig glemte jeg papiret på caféen. Ved det gamle bibliotek svingede vi til venstre, vejen var stejl og gik opad. Vi blev enige om, at det er svært at vurdere, om det er sjovest at gå op eller ned.

En fordel ved at gå opad er, at det forbedrer ens udsigt markant. Efter kort tid kunne vi bag byens bakker se den lange kæde af hvide bjergtoppe, Himalaya. Det var en særligt klar dag med blå himmel og stærk sol. Vi talte godt sammen, gennemgik universitetsopgaver og rejsefilosofi, stemningen var god og fødderne friske, gårsdagens cigaret blev ikke nævnt.

Trods rutevejledningen tog det tid at finde den rette vej. Inderne var uenige om den letteste vej til bjerget Bhadraj, men rygtet om vores forespørgsel spredte sig, og en venlig mand indhentede os og viste os vejen. Her er store klipper og palmer, kaktusser, rhododendrontræer og graner. Granernes visne nåle i solen dufter af sommer.

Efter en lang stigning nåede vi Cloud End Guest House, hvor vi fik en kop chai til udsigten over den store dal. Vi begyndte at bevæge os nedad mod foden af det bjerg, vi skulle bestige. En lille cementvej zigzaggede langsomt gennem landskabet, vi skød genveje hvor vi kunne. Det er rarere for fødder og knæ at gå på skovbund, og det er også mere spændende for øjnene.

Ad en genvej nåede vi en lysning, hvor der må have været mange får. Der lå bundter af uld i skovbunden sammen med en del fårelort. For enden af lysningen snævrede vejen ind, skoven groede tæt omkring den lille vej. Vi nåede derhen, og pludselig, lige foran os, kunne vi høre, men ikke se, noget stort pusle blandt træerne. Blade hvislede, grene knækkede. Derefter en dyb, brummende knurren, agressiv som et brøl, og så kraftig at vi nærmest kunne mærke dyrets varme ånde. Vi frøs, stod helt stille, vendte os om uden at se på hinanden. Jeg samlede to store sten op, bad Eva gøre det samme. Vi gik lydløst men hurtigt tilbage, vendte os ikke om før vi nåede cementvejen. Jeg fandt en stor kæp, og jeg fandt på tredive argumenter for, at det umuligt kunne være en leopard, men ingen gode grunde kunne ændre vores mavefornemmelse. Jeg holdt om Eva for at berolige os begge og vi gik videre.

Efter lidt tid kom vi ud af skoven, og chokket lagde sig langsomt. Foran os var det store bjerg, men inden vi kunne bestige det, havde vi begge brug for frokost.

Da jeg gik til Kempti Falls med Matt, var der ikke langt mellem butikkerne, og jeg havde formodet det samme ville være tilfældet med bjerget Bhadraj. Det var det ikke. Landsbyen ved bjergets fod var meget lille, uden en eneste butik og med 200 meter mellem hvert hus. Vi ærgrede os over ikke at have provianteret, men jeg følte mig sikker på, at der måtte være en familie, som kunne tilbyde os mad.

"Hvor er der mad? Kan man købe mad her?". Vi spurgte på hindi, men børnene rystede på hovederne. Ingen mad. Ved næste hus bar en kvinde et lille barn i haven. "Hvor er der mad?". Det er der ikke. Vi så op mod bjerget, afskrev målet, ingen chance på tom mave, og vi ville være hjemme inden solnedgang. Vi besluttede os for at prøve endnu et hus, gik nogle minutter videre ad vejen, ned i dalen, mod risene.

Jeg fik øje på en ung mand ved huset, og var lettet ved synet af en karaktér, der kunne træffe beslutninger. Vi hilste høfligt, og han inviterede os ind på sin grund. Hans to børn hilste på os, fire og fem år gamle. Vi forklarede om vores vandretur og sagde at vi var sultne. Hans kone var ung som ham, hun smilede og spurgte hvad vi kunne lide. En kop chai først? Midt ude i ingenting, hos en familie som ingenting havde.

Hans bukser var hullede bag til, man kunne se hans brune røv når han vendte sig. Der var noget simpelt og bondsk over ham, en ro vi straks fangede. Familien var venlig og vi grinte sammen. Han havde bygget et lille køkken af cement med bliktag, på gulvet spredte han et kraftigt plastiktæppe og bad os sidde. Komfuret var hjemmelavet og fyret med grene og kviste. Han rensede linser og ris mens hun snittede et løg og en porre. Hun stegte det i en trykkoger over ilden, tilsatte fire krydderiblandinger og vand. Ti minutter senere nød vi et perfekt måltid.

Humøret var højt bagefter, og vi insisterede på at betale, selvom vores vært med en håndsrækning mod himlen antydede, at guderne nok skulle sørge for retfærdigheden. For så vidt som jeg kunne forstå ham, sagde han også, at guderne ville beskytte os mod tigre. Ingen af os var særligt stærke i troen. Vi valgte at gemme bjergbestigningen til en anden gang, og begyndte turen hjem. Denne gang tog vi ingen genveje, men mødte heller ingen dyr. Da vi nåede den første bakketop, smed jeg min kæp. Vi grinede i sikkerhed, holdt en cigaretpause. Turen hjem var igen på besynderlig vis kortere end turen ud. Snakken gik, vi lo, nød solen og landskabet, dalene med trætoppene, tinderne der gang på gang imponerede.

I Mussoorie købte vi en kop kaffe, drak den i solnedgangen. Vi var nede på jorden igen, enige om at det havde været en fantastisk eventyrlig dag. Vi købte to dåser Buddweiser og drak dem på taget af Evas lejlighed. Her er mange stjerner, og det er svært ikke at være lykkelig og småfilosofisk i sådan en situation. Det var på en gang åbenbart og hemmeligt, at det hele var utroligt romantisk.

Vi spiste aftensmad på vores morgenmadscafé, sad og så længe hinanden dybt i øjnene uden at sige noget. Matt kom forbi, og vi fortalte om dagens eventyr. Jeg fulgte Eva hjem. Vi sagde ikke meget, men blev enige om at vi ses. Måske i Jodhpur.