Welcome to the jungle

Hindi er egentlig et enkelt sprog, men det er svært at lære. Indtil for nylig opsøgte jeg ikke decideret samtaler. Jeg er vel lidt genert, og jeg har været bange for at kaste mig ud i det. I onsdags gav Habib mig en særlig lektie for. Jeg skulle notere, hvor meget hindi jeg taler i min fritid.

"It will give you confidence", sagde Habib. Han er stor og rund, men formår at kombinere sin bamsede skikkelse med en uafviselig autoritet. Altså satte jeg mig for at tale mere hindi. "Hvordan går det?", "vejret er godt i dag", "hvor gammel er du?", "hvor ligger dit hus?", "jeg er ikke gift". Jeg gik rundt på bjerget og sniksnakkede med alle jeg mødte. En gartner, en murer, en kvinde der samlede brænde, en vagt. Habib havde selvfølgelig ret, det gav en masse selvtillid, og jeg er nu i højt hindihumør. Jeg snakker med alle der vil snakke, og det er godt for mit sprog. Langt de fleste er meget imødekommende og synes det er spændende, at jeg lærer hindi.

Matt tog til Varanasi i går, og jeg fulgte med ham til Dehradun; en støvet by med en million mennesker og en million butikker og en million støjende køretøjer. Det var svært at forelske sig i Uttarakhands hovedstad ved første blik, men jeg tager dertil igen om et par uger. En indehaver af en musikbutik vil prøve at finde en stak 7"-vinyler til mig.

Det er ærgerligt, at Matt skulle videre, men jeg har fundet en god ny vandremakker i Eva, som har valgt at flytte sit NGO-forløb til Mussoorie. I dag er det søndag, og vi har vandret langt sammen. Rundt om mit bjerg og ned i dalen på den anden side, hvor der ligger en lille landsby med femten familier. Vi blev inviteret på te og snakkede med de nysgerrige bønder.

Når man ser en skov på en bjergside, kan man se hele skoven, man kan se tusindvis af trætoppe. Det er en særlig oplevelse. Skoven er spændende at gå i, og ikke kun fordi der lever leoparder, tigre, aber og bjørne. På hindi hedder en skov "jungle", og skoven her er en slags bjergjungle. Nogle steder er der støvet og stenet, men andre steder er der bregner, palmer, lianer og kilder. Der vokser rhododendrontræer med store røde blomster, og mellem træerne flyver og synger store og små fugle i forskellige farver. Man kan gå langt uden at møde andre mennesker, og der er god tid til at se sig omkring. Jeg tror aldrig jeg bliver træt af at se på de store bakker, men jeg ved ikke, hvad det er, der gør dem så dragende.

Det, jeg bedst kan lide i Indien for tiden, er at gå lange jungleture og tale hindi med de lokale og komme hjem til et varmt og krydret måltid.