På filosofi plejede vi at sige, at vi ikke fandt nogen svar, men at vi blev bedre til at stille de rigtige spørgsmål. Min vittige ven Peter Møller har foreslået, at jeg nok ikke finder svaret i Indien, men at jeg efter min rejse vil kunne formulere spørgsmålet på hindi. Her er en lille blog med opdateringer om hvordan det går. Først skriver jeg ned på min A4-blok, og så tager jeg på netcafé og poster.

Sunday 29 April 2012

Landsbybryllup

I nærheden af Kempti Falls ligger en lille landsby ved navn Sainji. Her bor Laurie med sin mand Kunwar, og i mandags var Tom og jeg inviteret til middag hos dem. Kempti ligger en del lavere end Mussoorie og der var dejligt lunt selvom vi ankom ved aftentid. Sainji er en lille billedskøn landsby omringet af små frodige marker, cirka 30 bygninger på en bjergside med udsigt over en kæmpe dal. Vi ankom ad en stensti som fint fulgtes af et sindrigt kildesystem. Solnedgang, rindende vand, smilende børn, små smukke huse - jeg var barnligt overvældet ved synet.

Det er bryllupssæson og en ung kvinde fra byen skulle giftes næste dag. Som opvarmning var et stereoanlæg sat op på en lille plads. Efter maden gik vi ud for at se på løjerne. En masse unge mennesker dansede og sang. Vi hilste på, og alle var vilde efter at snakke med os. Nogle fyre inviterede op til dans, og jeg dansede og lo til jeg var gennemblødt af sved. Laurie inviterede mig med til landsbybrylluppet, og jeg besluttede straks at overnatte i Sainji.

På den led endte jeg som særlig gæst ved et vaskeægte landsbybryllup. Jeg dansede med i de smukke traditionelle cirkeldanse, jeg spiste ris og dal med nallerne, og jeg lod mig hypnotisere af bjergfolkets trommer.

No comments:

Post a Comment