Mission Impossible

Jeg er lykkelig i Indien, men ikke så lalleglad, at enhver lugt af lort går min næse forbi.

Her vrimler med missionærer, og jeg har svært ved at håndtere det.

På forhånd vidste jeg vel, Landour Language School oprindeligt var forbeholdt kristne missionærer. Skolen er bygget op omkring Kellogg Memorial Church, og for så vidt er der ingen forsøg på at skjule arven.

Amber var den første missionær, jeg mødte. I mit liv. Jeg var nysgerrig og åben, meget indstillet på at finde ud af, hvad hendes arbejde bestod i, og hvorfor hun var missionær. Amber var ærlig og forklarede løs, hvilket er et overraskende sjældent træk blandt de missionærer, jeg har mødt. Hun troede på mirakler og mente hun kunne tale med gud. Samtidig havde hun taget end jordemoderuddannelse på Filippinerne, og hun hjælper fattige kvinder med fødsler - utvivlsomt en stærk moralsk indsats. Samtidig var hun modstander af skilsmisse selv ved hustruvold - åbenlyst et håbløst moralsk standpunkt.

Det viste sig at Lacie fra skolen også var missionær. Og Rachel. Og Lindy. Og Darren... Jeg har vænnet mig til, at en fremmed elev, er en missionær jeg ikke har mødt. Det er ikke noget de fortæller, man skal selv regne det ud. Internt benytter de sig af et simpelt kodesprog. De er en slags hemmelige agenter. Øjensynligt må man ikke rigtigt tage til Indien for at konvertere løs, så de fleste har falske alibier. Mange opsætter en slags forlorent firma i Indien for at kunne blive her permanent på et forretningsvisa. Den uærlighed de ("er nødt til") at møde andre (mig) med, er indlysende uattraktiv.

De tager på ture til de omkringliggende landsbyer. Ikke for at opleve bøndernes liv og lære om Indiens kultur. De tager afsted for at udnytte bøndernes gæstfrihed til at prædike uhæmmet om VEJEN SANDHEDEN og LIVET. De mener det. Lacie fortalte mig med fugtige øjne om en kvinde, som (før Lacie frelste hende) aldrig havde hørt om Jesus! Mage til ligegyldighed i et land med 300 millioner mennesker under fattigdomsgrænsen.

Fattigdommen giver missionærerne visse fordele. Ikke fordi bønderne har brug for det håb, kristendommen kan hjælpe med. Helt banalt, fordi missionærerne sponsoreres af rige kirker, som ikke ser sig for gode til at tilbyde finansiel bistand til konvertitter.

Med tiden voksede min skepsis. I Danmark har vi vel en stolt tradition for intellektuel teologi. Paradokserne omfavnes, literalisme afvises. Tro er tro, et spring på 70000 favnes dyb. Missionærerne tror ikke, de ved, og jeg ved ikke, hvordan de bærer sig ad. Det er i mine øjne en plat og vulgær kristendom de prædiker.

Det er som med aberne. Når man først får blik for dem, er de overalt. Jeg tror at 80-90 procent af skolens elever pt. er missionærer. Jeg spurgte Habib om missionærerne, han grinede men var ikke meget for emnet. "Djesse garmiong ke matchr heng" - de er som sommerens myg. Jeg spurgte Girish, som er troende hindu. En af de australske missionærer havde foræret ham en bizar "There Is Still Hope"-flyer. Han forklarede, at sådan er det nu engang. En meget fredelig indstilling, som måske nok er sund i et multikulturelt samfund som det indiske, der tidligere har gennemgået voldsomme religiøse konflikter.

Missionærerne frustrerer mig. Jeg bryder mig ikke særligt om dem og især irriterer deres gerning mig. Jeg ved at flere af dem beder til gud, om at jeg må blive kristen. Christ! Jeg føler mig intellektuelt undervurderet og understimuleret. En af præsterne dristede sig til skråsikkert at foreslå, at jeg skulle læse Bibelen (igen), da det utvivlsomt ville føre til en konvertering. Jeg ved naturligvis mere om kristendom, end hans snæversyn nogensinde vil tillade ham.

Mark er en frisk ung texaner, han ved hvad ironi er og opfører sig ikke påtaget dydigt. Der noget uforudsigeligt ved ham, en kådhed. Jeg tænkte vi kunne blive venner og inviterede ham på kaffe, og selvfølgelig viste han sig at være hemmelig agent.

Alligevel er han ikke helt som de andre. Han skyr ikke alkohol, og i fredags nød vi et par øl sammen på en god bænk med udsigt til en stor fuldmåneblå dal. Mark læser Chuck Palahniuk, ser Breaking Bad og hører rigtig rockmusik (de andre hører kun "worship songs"). Han er Star Wars-fan. Han er tidligere stofmisbruger. Han har humor. Jeg tror, han accepterer, at jeg ikke er kristen. Måske bliver vi venner. Det er af og til ensomt, at være omringet af hemmelige agenter.