Saharanpur

Tom boede halvandet år i Saharanpur, mens han undersøgte miljøet omkring træskærerindustrien. Han opbyggede dybe venskaber undervejs og blev særligt tæt knyttet til en muslimsk familie. Familiens ældste søn hedder Javid. Jeg mødte ham i Mussoorie, fordi Tom havde taget ham med på en forlænget weekend til den lille bjergby. Javid inviterede mig straks til Saharanpur, og over de næste dage ringede han regelmæssigt og fulgte op på sin invitation.

Altså drog Matthew og jeg efter Uttarkashi mod Saharanpur. Efter en let trættende tolv timers bustur ankom vi til centrum. Byen ligger på Uttar Pradeshs slette - der er meget varmt, og vi så ingen andre turister i byen. Saharanpur har en meget stor muslimsk befolkning og er i nogen grad opdelt i hinduistiske og muslimske kvarterer.

Jeg tog min lune telefon op af lommen og ringede til Javid, gav så telefonen videre til en rickshawwalla, som kort efter satte i bevægelse og førte os gennem det ene kvarter efter det andet. I et træskærerkvarter blev vi mødt af Javid og hans far Mustakeem. Man siger "asalaam aleikum" og svarer "vo aleikum salaam", når man møder muslimer fra et rigtigt muslimsk miljø. Før vi fik set os om, havde Mustakeem betalt vores rickshaw, og Javid var i færd med at hjælpe os med baggagen.

Vi blev ført til Mustakeems lille hus, Mustakeem og Javid var begge i højt humør og spurgte om vores tur. De kan ikke et ord engelsk, og vores hindifærdigheder kom på prøve. Som Tom havde lært mig, lod jeg ved dørtærsklen Mustakeem gå først og ventede derefter udenfor på hans signal. Kvinderne skal have tid til at gøre sig anstændige. Kort efter kaldte Mustakeem os ind, og vi fik en varm velkomst af hele familien. Mustakeem har to døtre og fem sønner, hvoraf tre arbejder i familiens lille værksted. Javid er med sine atten år den ældste, den yngste i arbejde er otte.

Vi fik serveret et kæmpe fad mangoer, og mens vi spiste, talte vi med Mustakeem om hans familie, arbejde og Tom. Mustakeem går klædt i hvid kurta og bærer en muslimsk kalotlignende hvid hat. Han har et stort sort skæg med grå nuancer, men hans mest markante træk er hans øjne. De lyser af intensitet og får ham til at fremstå næsten intimiderende stærk. Han er fokuseret og skarp, men samtidig rummer øjnene en vis nænsomhed.

Efter mangoorgiet tog vi med Mustakeem til den største lokale moské, Jama Masjid. Vi tog vores sko af og gik barfodede rundt og nød den fine bygning. Alle vi mødtre i moskéen var venlige og nysgerrige, vi hilste og overraskede med vores hindievner. Lidt tid efter var det tid til bøn, mændene vaskede deres fødder og samledes i en hal vendt mod Mekka. Det var en smuk oplevelse at se den særlige muslimske hengivenhed, hele ceremonien var meget ren og rolig.

Om aftenen spiste vi fremragende hjemmelavet mad tilberedt af Mustakeems kone over åben ild i familiens gårdkøkken. Mustakeem købte en cigaret til mig, og vi gik en kort aftentur, mødte hans mor og hans svigermor. Ikke uden en vis stolthed introducerede han os for venner og bekendte: Det er min søns venner. Vi faldt i søvn på drømmesenge under månens blå skær og vågnede næste dag til den forfriskende kølige morgenstund.

Til morgenmad fik vi varm mælk med sukker, brød, friske pakodaer og kager. I Indien siger de, at "gæsten er gud", og man mærker det ret markant i traditionelle hjem. Vi fik på intet tidspunkt lov til at betale for noget, og vi måtte drikke en vældig masse vand fra hanen for ikke at ruinere familien med vores vestlige mineralvandsforbrug.

Mustakeem viste os omkring i dele af byen, som vi nok normalt ikke ville se. Små gader og gyder, mange insekter og en rigeligt stærk stank af svovl. Han viste os træskærerværksteder, og jeg bemærkede, at han begyndte at introducere både Matt og jeg som australiere. Senere forklarede han, at det skyldtes Muhammedtegningerne. Godt nok var det flere år siden, og få mennesker vidste længere at Danmark fandtes, men da krisen var stærkest, var der bål og ballade i Saharanpurs muslimske bazarer. Jeg forklarede så godt som jeg kunne, hvad der egentlig skete dengang i Danmark, og det tror jeg Mustakeem satte pris på.

Midt på dagen tog vi sammen en rickshaw til den lokale madrasa, en af subkontinentets største og en verdensanerkendt skole. Med en god portion sommerfugle i maven introducerede jeg mig som australier overalt i madrasaen. Vi drak te med inspektøren og fik derefter en omfattende guidet tur af to engelske studerende. De fremstod nærmest naive i deres iver efter at fortælle om den fantastiske madrasa. Vi fik et enormt følge under turen (mindst tyve andre studerende) og alle smilte til os. Jeg var egentlig overrasket over den åbenhed, de mødte alle vores spørgsmål med.

Efter en overnatning og en lang dag i Saharanpur blev det tid til at sige farvel til familien, som håber, at vi kommer igen. Måske vi gør - inshallah.